Det er ikke mærkeligt, hvis den ellers så veltrænede og optimistiske Barack Obama ser lidt mør ud efterhånden.
Efter halvandet års valgkamp og et halvt hundrede primærvalg er han nu stort set sikker på at blive den demokratiske præsidentkandidat. Selv om Hillary Clinton kæmper indædt videre, og alt har vist sig at kunne ske i denne valgkamp, skal der ske noget meget uventet og overraskende i de kommende uger for, at hun kan tage nomineringen fra ham. Kæmper mod McCain Men selv om Obama efter alt at dømme har vundet og kunne trænge til en ferie, er der ikke plads til at hvile så meget som et øjeblik på laurbærrene. Allerede inden de sidste primærvalg er overstået – og inden at han endeligt har sikret sig nomineringen – er kampen mellem ham og den republikanske kandidat, John McCain, begyndt. I mandags tog McCain til Obamas hjemby, Chicago, hvor han beskyldte den demokratiske kandidat for at ville hæve skatterne og øge det offentlige forbrug.




























