Baby A, B, C, D, E, F, G og H har det godt

Fødslen af ottelinger på Kaiser Permanente Bellflower Medical Center i Bellflower i Califormien har tiltrukket opmærksomhed fra en mængde tv-selskaber, som sendte deres transmissionsvogne til stedet.
Fødslen af ottelinger på Kaiser Permanente Bellflower Medical Center i Bellflower i Califormien har tiltrukket opmærksomhed fra en mængde tv-selskaber, som sendte deres transmissionsvogne til stedet.
Lyt til artiklen

Ungerne har det godt.

Alle otte, som blev født af samme kvinde på et hospital i Californien i går.

Det meddeler dr. Mandhir Gupta, der er en af de 46 læger, sygeplejersker, jordemødre og andre håndlangere, som var med til at forløse kvinden ved kejsersnit, ifølge nyhedsbureauet AP.

Overstået på fem minutter
Efter fødslen, som var overstået på fem minutter, måtte to af børnene have hjælp til at trække vejret, men nu klarer deres lunger selv jobbet, om end tre af ungerne får suppleret med lidt ilt gennem næsen.

»Og børnene har det rigtig, rigtig godt«, siger dr. Gupta ifølge AP.

»De skriger og sparker energisk«, supplerer en anden af de 46, dr. Harold Henry ifølge MercuryNews.com.

Så meget gang er der nok ikke i moderen, men hun skulle have det godt og være ekstremt glad, lyder meldingerne.

Nummer otte var en overraskelse
Moderen ønsker ikke at stå frem og fortælle sin historie. Derfor vides det blandt andet ikke, om hun var blevet gravid ved kunstig befrugtning.

Hun blev indlagt på hospitalet i sin 23. graviditetsuge og fødte syv uger senere seks drenge og to piger på mellem 680 gram og 1,47 kilo.

Det var en overraskelse for lægerne, som 'kun' regnede med, at der var syv børn.

»Mine øjne blev så store som tekopper«, siger dr. Karen Maples om sin reaktion på nummer otte, Baby H.

Hospitalet har givet babyerne bogstaverne A til H som 'arbejdsnavne'.

Læge: Børnene risikerer problemer
Moderen vil blive udskrevet fra hospitalet i løbet af en uge, mens hun først kan få børnene med hjem om et par måneder, siger dr. Karen Maples.

Og måske bliver deres tilværelse ikke uproblematisk.

Dr. Richard Paulsen, der er leder af fertilitetsprogrammet på University of Southern California, siger ifølge AP, at børnene må være et produkt af kunstig befrugtning, og han siger, at de risikerer at få alvorlige helbredsproblemer.

»Det er en alvorlig beslutning at forsøge at få alle otte babyer«, siger lægen, der ikke var involveret i fødslen af ottelingerne:

»Det er ikke noget, jeg vil anbefale, men jeg respekterer forældrenes beslutning«.

Syv ottelinger fejrer fødselsdag
Det er anden gang, der fødes ottelinger i USA.

De første blev født i Houston i 1998. Syv af dem har overlevet, og de har netop fejret deres ti års fødselsdag.

Forældrene, Nkem Chukwu og Iyke Louis Udobi siger til AP, at de er glade på de nye ottelinger-forældres vegne.

»Det er en velsignelse. I sandhed en velsignelse«, siger Nkem Chukwu.

Verdens første ottelinger blev født i 1967 i Mexico City, men alle døde inden for 14 timer ifølge Encyclopedia Brita.

Ove Kusnitzoff

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her