40 civile dør om dagen i Sri Lanka

Etniske tamiler samles til massebegravelse. Deres slægtninge blev ifølge AP dræbt under en flugt fra den oprørskontrollerede kampzone.
Etniske tamiler samles til massebegravelse. Deres slægtninge blev ifølge AP dræbt under en flugt fra den oprørskontrollerede kampzone.
Lyt til artiklen

Sandheden om, hvad der foregår bag grænsen til Sri Lankas kampzone, tegner til at være lige så uhyggelig som ventet.

Hver eneste dag dør omkring 40 civile, mens 100 bliver såret, oplyser regeringens lokale sundhedsansvarlige Thurairajah Varatharajah ifølge AP.

Nødhjælps organisationer har længe advaret om en humanitær katastrofe for civilbefolkningen i det nordlige Sri Lanka, hvor regeringssoldater kæmper med oprørere i De Tamilske Tigre.

Skyder på civile
Flere organisationer vurderer, at mere end 200.000 civile er fanget i det lille område, hvor oprørerne fortsat har en base, selv om regeringsstyrkerne ifølge regeringens oplysninger er stadig tættere på at besejre dem.

Der er flere øjenvidneberetninger, der fortæller om soldater og oprørere, der skyder på civile, men begge sider har benægtet dette.

Store problemer på nødhospital
Thurairajah Varatharajah erkender dog, at bombeangreb »rutinemæssigt« rammer civile områder i regionen. I kystbyen Putumattalan er der oprettet et midlertidigt hospital, som dog er ved at løbe tør for antibiotika og bedøvelse.

»Vi har på alle måder store problemer på hospitalet. Der er ikke toiletter nok, der er for lidt vand, og mad er også et problem«, siger han til AP.

Desuden er langt størstedelen af personalet flygtet ud af kampzonen, fortæller den lokale sundhedsminister til AP.

Røde Kors evakuerede 400
Også Putumattalan er blevet bombet, og i mandags blev 22 mennesker dræbt, da nødhospitalet blev angrebet.

Kort herefter i alt 400 mennesker fra samme by. Blandt de evakuerede var et stort antal hårdt sårede patienter, der nu er i det offentlige sundhedsvæsens varetægt, oplyser Røde Kors i Columbo.

Nødstedte patienter i Sri Lanka er evakueret

100 nye patienter om dagen
Men strømmen af sårede civile til Putumattalan i kampzonen synes ikke at stoppe, fortæller Thurairajah Varatharajah. Hver dag kommer der 100 nye sårede til Putumattalan, de fleste af dem med sår fra granatsplinter.

De civile tager ikke døde pårørende med på hospitalet, men begraver dem på stedet, hvor de er blevet dræbt. Det er på baggrund af deres forklaringer, at Thurairajah Varatharajah er kommet frem til tallet 40 om dagen:

»De siger til os, ’der var fem i det område, to i det område’«.

For mange døde til at kunne begrave dem

Det høje antal daglige civile tab bakkes op af en læge, der ønsker at være anonym af frygt for repressalier fra regeringen, skriver Reuters.

Tidligere har Reuters citeret en 74-årig katolsk nonne for at fortælle, at der dør mellem ti og 15 civile om dagen, og der er »ingen, der kan begrave dem«, fordi mængden af omkomne er for stor.

Meget få informationer er sluppet ud af kampzonen, hvor journalister og nødhjælpsorganisationer har været forment adgang. Kun 18 Røde Kors-medarbejdere har været til stede i kampzonen - sammen med de flygtende patienter fra Puttumatalan.

Imens fortsætter kampene på Sri Lankas nordlige spids.

Lea Wind-Friis

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her