Taliban-bevægelsen har rømmet Buner-distriktet, 100 kilometer fra Islamabad, hvor Pakistans regering i dag har udkommanderet ekstra soldater og grænsepoliti.
En lokal Taliban-leder gav i går sine oprørere ordre til at trække sig ud af distriktet, hvor den pakistanske regering i sidste uge efter pres gik med til at indføre sharia-lovgivning. Det samme skete i den islamistiske bevægelses højborg Swatdalen, som oprørerne nu har trukket sig tilbage til.




























