Hvis Frankrig havde lukket sine grænser i tide og gennemtrumfet strengere regler for indvandring og familiesammenføring, »ville vi være sluppet for Nicolas Sarkozy, som sikkert ville have gjort en glimrende karriere i Ungarn«. Med dette frontale angreb på den førende kandidat i det franske præsidentvalg, tidligere indenrigsminister og leder af regeringspartiet UMP, Nicolas Sarkozys ungarske rødder, skød Jean-Marie Le Pen fra det ekstreme højreparti Front National i søndags den officielle valgkamp i gang op til det franske præsidentvalg 22. april. Valget står ifølge Le Pen mellem »en indvandrerkandidat«, og ham selv, der er »indfødt«, og det kan gøre »en afgørende forskel for mange franskmænd«, som han sagde i et interview med radiostationen Europe1.
Modangreb
Angrebet var et tydeligt forsøg på at generobre kampen mod indvandringen, der traditionelt er Front Nationals politiske kæphest, men som Nicolas Sarkozy har forsøgt at overtage som en af sine kernesager – for netop at kapre vælgere fra Font National.
Men angrebet ses af de fleste medlemmer af det politiske establishment som langt under bæltestedet, og socialistpartiet kom tilmed Sarkozy til undsætning og kritiserede Le Pens udtalelser som »uacceptable« og et resultat af »det vanlige fremmedhad fra det ekstreme højre«, som en talsmand udtrykte det.
Den socialistiske talsmand ændrede imidlertid hastigt sit forsvar til et angreb på både Le Pen og Sarkozy, som han anklagede for at forsøge at overbyde hinanden i en skadelig retorik om indvandring og national identitet. En klar hentydning til et af Nicolas Sarkozys mere kontroversielle valgløfter om at oprette et ministerium for indvandring og national identitet, hvis han vinder valget.
Pædofili er spørgsmål om gener En række politikere og intellektuelle konstaterer med ængstelse, at indvandringen lige så stille har sneget sig ind på valgkampens i forvejen grumsede dagsorden, og som en potentiel slagmark for højrefløjens kamp for hinandens stemmer. Ikke mindst fordi svaret på højrefløjens offensiv fra socialistpartiets kandidat, Ségolène Royal, i stedet for en afvisning af udtalelserne indtil videre blot har bestået i at springe halvhjertet med på den nationalromantiske vogn ved at afsynge nationalsangen Marseillaisen ved sine valgmøder og lovprise trikoloren som nationalt samlingspunkt. Ængstelsen skyldes imidlertid også, at Nicolas Sarkozy for nylig i et længere interview i tidsskriftet Philosophie Magazine understregede, at han er overbevist om, at pædofili og selvmordstrang er »et spørgsmål om gener«. Udtalelsen har fået voldsomme ord med på vejen. Ikke mindst fra genforskeren André Lananey, der mener, det klinger af »Anden Verdenskrig« og nationalsocialisternes blinde tro på eugenik og racerenhed.






























