Glem de uskyldige billeder af den svenske sommer med røde ødegårde, myggestik og kolde dukkerter i skovsøer. Den svenske synd er for alvor på vej tilbage. For efter at dræbersnegle, klimaændringer og algeblomstring har været de seneste års temaer i agurketiden, vil 2008 nok gå over i historien som sex-sommeren. I hvert fald hvis de svenske myndigheder får lov til at bestemme. Ved midsommer, årets mest erotiske og syndige højtid, kom det statslige Apoteket nemlig med sin sommergave til svenskerne. Smertestillende piller, tandtråd og midler mod køresyge var ikke længere nok i varesortimentet. Nu var det tid for svenskerne at nyde seksualiteten, gerne med Apotekets sexlegetøj som ledsager i sengehalmen. Salget går rigtig godt Så hvorfor ikke smide hovedpinepillerne ud og købe en massagestav? Eller droppe et slag kroket til fordel for en stund med geishakuglerne? »Salget går rigtig godt. Det er da også godt for os kvinder, at vi slipper for at gå ind i de ækle butikker for at købe legetøj«, siger farmaceuten på mit lokale apotek. Hun erkender dog, at det måske ikke lige er sagen at stå midt i apoteket, nærmere bestemt mellem graviditetstesten og tandbørsterne, og møde sin nabo, mens man studerer en dildo fra alle tænkelige vinkler. At Apoteket har taget skridtet fra kun at dæmpe smerter til at også vække lyst, er dog ikke overraskende. »Gennem årene har man lavet en række studier, som tydeligt viser de mange sundhedsfordele ved et tilfredsstillende sexliv«, skrev man i en pressemeddelelse, hvor man også gør det klart, at dette er legetøj for voksne. Seksualundervising fra 1957 Men de svenske myndigheder har altid haft en meget praktisk og prosaisk indstilling til sex. Allerede i 1957 indførte Sverige som det første land i verden seksualundervisningen. Datidens velfriserede skoleelever fik endeløse anatomiske billeder at se af et samleje og lærte alt om både kondomer og om for tidlig udløsning. I 1960'erne lavede man seksualoplysningsfilmen 'Kärlekens språk', hvor en gruppe svenske sexologer, deriblandt Sten og Inge Hegeler, sidder og taler om sex. De bliver indimellem afbrudt af forskellige scener, hvor man meget pædagogisk viser et samleje fra det første kys til udløsningen, mens en professor i hvid kittel guider seeren gennem de forskellige faser. Cliff Richard protesterede Filmen, der blev eksporteret til 22 lande, vakte stærke følelser af både lyst og afsky. I England demonstrerede 30.000 personer under ledelse af popstjernen Cliff Richard. På plakaten stod der: 'Sverige - mere porno, flere selvmord, mere alkoholisme og mere gonorré for hvert år'. Nogenlunde samme indstilling kunne man finde hos en gruppe urolige svenske jordemødre og læger tidligere på måneden i år, som skrev et indlæg på debatsiderne i avisen Dagens Nyheter. Afholdenhed beskytter mod sygdomme De mente, at svenskernes frivole sexliv med efterfølgende kønssygdomme er kammet over. Nu er det tid til at begrænse sine seksuelle aktiviteter og holde sig til færre sexpartnere, mente de. »Afholdenhed og troskab er noget godt, og noget man bør efterstræbe«, skrev de og påpegede, at sex bør være noget, der foregår i en relation mellem to mennesker, ikke et middel til kortsigtet nydelse og adspredelse. Svenskerne selv ryster bare på hovedet. De har efterhånden vænnet sig til at ignorere myndighedernes gode råd og anbefalinger om, hvordan man lever et trygt og sikkert liv. Europæisk trend er nået til Sverige Og hvis man virkelig vil kigge det svenske sexliv efter i sømmene, er det bare at følge avisernes rapportering af en ny sommeraktivitet: dogging. Det er en europæisk trend, som nu også har nået Sverige. Dogging handler om at have sex med fremmede på offentlige steder, mens man er 'ude med hunden'. De gnidningsløse møder aftales som regel på internettet, og de uskrevne regler er mange. For eksempel skal man bruge kondom, skåne børn og uskyldige forbipasserende, men samtidig opfordre til voyeurisme fra andre 'doggere'. Statssikret kvalitetstid Bare i Skåne regner man med, at 5.000 personer dyrker sex på denne udendørs offentlige måde. Og hvis man alligevel ikke skulle lykkes med at score nogen på nettet, er der alligevel en udvej, tilgodeset og kvalitetssikret af staten. Man kan da bare gå på Apoteket og købe en dildo.
Sommersex hitter i Sverige






























