Britiske regnofre kan vente ny styrtregn

Ødelæggelser. Adskillige broer i det nordvestlige England er blevet ødelagt under oversvømmelserne. Her er det en bro i byen Workington.
Ødelæggelser. Adskillige broer i det nordvestlige England er blevet ødelagt under oversvømmelserne. Her er det en bro i byen Workington.
Lyt til artiklen

Uvejret vil ikke slippe sit tag i det nordvestlige England.

Ganske vist er mange nu ved at vende hjem til deres ofte meget beskadigede boliger. Men i ugens løb vil den voldsomme regn vende tilbage.

Dermed risikerer indbyggerne i det særdeles hårdt ramte nordvestlige hjørne af landet at måtte slås med vandmasserne igen.

LÆS ARTIKEL Regnen skaber totalt kaos i Nordvestengland

Lige nu er det uklart, om regnen vil blive lige så slem som op til den netop overståede weekend. Her oplevede England et uvejr af historiske dimensioner, sandsynligvis nogle af de største regnmængder og oversvømmelser i landets historie.

I løbet af halvandet døgn faldt rekordmængden 372,4 mm regn i Seathwaite i Cumbrien. Det svarer nogenlunde til den mængde regn, der i gennemsnit falder i Danmark på et halvt år.

INDBLIKSe regnmængder i Danmark ( eksternt link til DMI)

Oversvømmelser var uundgåelige, og de seneste dage har veje ligget under vand, broer styrtet sammen og skoler og arbejdspladser været lukket ned.

TV: Regnen skaber totalt kaos

En af årsagerne til de voldsomme oversvømmelser i områderne ud til Det Irske Hav er, at flere floder i det nærliggende, bjergrige Lake District er gået over deres bredder som følge af regnen.

Irland også ramt

Også Irland er hårdt ramt af regnen i store dele af de sydlige og vestlige dele af landet. Og også her kan de kommende dage vise sig at rumme elendigt vejr med yderligere regnmængder.

Blandt andet varsles der risiko for nye oversvømmelser langs den store flod Shannon.

LÆS Problemer i Irland ( eksternt link - på engelsk)

Regnmængderne har været knap så voldsomme som i England, men da uvejret begyndte i torsdags faldt der dog over 50 mm på et døgn flere steder, blandt andet ved byen Cork.

I byen, der er Irlands næststørste, har 80.000 mennesker ingen adgang til drikkevand. Et problem, der måske vil vare en uges tid endnu.

Kaare Skovmand

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her