I det nordvestlige England er situationen kaotisk som følge af enorme regnskyl og oversvømmelser.
Ifølge BBC News vil tusinder af mennesker få besvær med at komme på arbejde, fordi veje og broer enten er oversvømmet eller helt afbrudt.
Broer og veje lukket
16 broer og mindst 25 veje er lukket i distriktet Cumbrien, hvor selv korte ruter pludselig er blevet meget lange som følge af omkørsler.
18 skoler i området er helt lukket, og omkring 60 mennesker befinder sig lige nu i forskellige opsamlingscentre.
TV se billeder fra oversvømmelserne:
I 22 områder i Storbritannien er der varslet om oversvømmelse, men ifølge meteorologerne skulle vandstanden i floderne - trods den ventede regn i dag - ikke stige yderligere.
De hårdest ramte områder er i Cumbrien, Midlands, Wales og Skotland, men også visse egne af Nordirland er ramt af vandmasserne.
Kvinde forsvundet i flod
I Wales fortsættes eftersøgningen af en kvinde, der i lørdags blev skyllet væk i floden Usk.
En højtstående politimand, Steve Johnson, opfordrer folk til at lade være med at bruge broer som udsigtspunkter. Derved sætter de ikke blot deres eget men også redningsmandskabets liv på spil.
»Hvis folk ikke har nødvendige ærinder, så skal de lade være med at begive sig af sted«, tilføjer Steve Johnson over for BBC News.
Stor irsk by uden drikkevand
Hundreder af mennesker har måttet tage ophold hos familie eller venner, efter at over 1.300 hjem er sat under vand af de rekordkraftige regnskyl, der begyndte at vælte ned over det vestlige Storbritannien og Irland i torsdags.
Store dele af det sydlige og vestlige Irland er meget hårdt ramt af oversvømmelserne, og i Irlands næststørste by, Cork, er omkring 80.000 indbyggere uden drikkevand. Det er knap trefjerdedel af byens indbyggere.
Der kan ifølge Irish Times gå mindst en uge, før vandforsyningen er i orden igen.
Omkring 150 mand fra forsvaret er sat ind for at dæmme op for de værste følger af oversvømmelserne
fortsæt med at læse




























