Trods et ihærdigt forsøg lykkedes det ikke en togleder at afspore et løbsk godstog, inden det nåede at slå mindst tre mennesker ihjel i Norges hovedstad.
»Toglederen forsøgte at afspore toget i Loenga og styre det ind i en mur, men det lykkedes ikke. Toget fortsatte derefter sin færd ud til Sjursøya«, siger pressevagt hos det norske Jernbaneverket, Arvid Bårdstu, til den norske tv-station NRK.
Han fortæller, at Jernbaneverket har en oversigt over alle togbevægelser. Derfor fik Jernbaneverket også en besked fra godsterminalen i Alnabru om, hvad der var ved at ske.
LÆS ARTIKEL Vildfarent godstog dræber tre i Oslo
Toglederen kunne følge det 16-vogne lange godstogs fremfærd på en skærm, men kunne intet gøre for at afværge katastrofen.
Man skulle tro, at det ville lade sig afspore, når det fik hjælp til det, men det gjorde det ikke.
Mindst tre personer døde, da toget endte sin rute ved havnen i Oslo, hvor den kørte igennem en bygning og røg ud i vandet. Yderligere tre blev alvorligt kvæstet, mens mindst en enkelt person stadig er meldt savnet.
Uklarhed om afsporing
Det er ifølge Arvid Bårdstu uklart, hvorfor toget ikke ville lade sig stoppe:
»Toget kørte med høj fart og man skulle tro, at det ville lade sig afspore, når det fik hjælp til det, men det gjorde det ikke. Og så fik vi altså dette tragiske udfald, da det nåede frem til Sjursøya«, siger Bårdstu.
Flere øjenvidner har fortalt, at toget kørte med over 100 kilometer i timen på sin rute gennem Oslo.
fortsæt med at læse




























