Mistanken retter sig mod De Sorte Enker

Terror. En såret kvinde hjælpes ind i en ambulance efter morgenens terrorangreb mod Moskvas metro.
Terror. En såret kvinde hjælpes ind i en ambulance efter morgenens terrorangreb mod Moskvas metro.
Lyt til artiklen

Spørger man det russiske magtapparat, er der ikke den store grund til tvivl.

Ifølge de foreløbige undersøgelser er det 'sorte enker', der står bag morgenens blodige angreb i Moskva.

Det siger kilder i magtstrukturen ifølge det russiske nyhedssite gazeta.ru.

TIP OS Er du i Moskva?

To kvindelige selvmordsbombere bragte to sprængladninger til sprængning på Lubjanka-stationen og Park Kulturi-stationen, der begge er blandt de mest anvendte metrostationer i Moskva.

Foreløbige tal siger, at 37 mennesker har mistet livet, mens mere end 60 personer meldes såret.

Kvindelige selvmordsbombere står bag metro-eksplosioner

Ikke mindst siden terroranslaget mod Dubrovka-teatret i Moskva i oktober 2002, hvor 18 ud af 32 terrorister var kvinder, har de såkaldt sorte enker skabt frygt og rædsel i hverdagen for almindelige russere.

Når russerne taler om de sorte enker, er det en betegnelse for en muslimsk kvinde, typisk fra Nordkaukasus, der sprænger sig selv i luften på steder, hvor så mange uskyldige som muligt rives med i døden.

Det overrasker ikke ruslandsekspert Lars Poulsen-Hansen, at magtapparatet så hurtigt er ude og udpege skyldnerne.

»Det er en reaktion, vi har set før. Og lige nu hænger det også sammen med, at de seks provinser i Nordkaukasus er meget urolige områder stadigvæk. Præsident Medvedev har netop udnævnt en repræsentant, der særligt skal tage sig af spørgsmålene i det uroplagede område. Det vidner om, at det er noget, som man er opmærksom på i Moskva«, siger han.

Lars Poulsen-Hansen understreger, at vi endnu ikke har en endelig afklaring af, hvem der står bag selvmordsbomberne. Men han vurderer, at det absolut er en mulighed, at der er tale om sorte enker.

Ikke mere at leve for

Men hvem er de så, disse sorte enker?

Der er typisk tale om tjetjenske kvinder, som har mistet mænd, børn eller andre nære familiemedlemmer i krigen mod Rusland, fortæller Lars Poulsen-Hansen.

»Da de ikke kan komme frem på andre måder, griber de til fortvivlelsens selvhjælp og ofrer deres eget liv, fordi de ikke føler, at de har mere tilbage at leve for«, siger han.

Tilbage på de to ramte metrostationer har efterforskere fundet rester af de to kvindelige selvmordsbombere. Kun få omstændigheder er afklaret på nuværende tidspunkt.

Den offentlige chefanklager i Moskva, Jurij Sjomin, der har befundet sig på Lubjanka-stationen det meste af morgenen, fortæller, at bælter med sprængstoffer var placeret på de to kvinders kroppe.

LÆS OGSÅ Folk snublede over terrorofre under flugt

Det endelige dødstal er ikke gjort op. Og efterforskningen er kun lige begyndt.

»I øjeblikket koncentrerer vi os om at redde liv«, understreger Jurij Sjomin.

Elisabeth Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her