»Hvor længe kan man dog holde ud at sidde lukket inde«. Shoshi, en ung israelsk mor på 34, kunne i går ikke holde det ud længere. Så på trods af alle instrukser og advarsler fra det israelske militær til civilbefolkningen i det nordlige Israel om at holde sig inden døre i sikkerheds- og beskyttelsesrum gik hun sammen med sønnen Noah på seks en kort spadseretur i byen Kiriat Shemona nær den israelsk-libanesiske grænse. Det skete til de dumpe brag af eksplosioner fra de granater, israelske styrker affyrede mod mål i det sydlige Libanon efter bortførelsen af to israelske soldater og tre andres død i et baghold organiseret af Hizbollahtropper. Lange udsigter Også kioskejeren David var ude og sad i går i sin kiosk. Men det var mest, fordi han havde regnet ud, at kiosken lå bedre for de libanesiske Katjusharaketter end hans hjem, sagde han. Men meget tyder på, at David, Shoshi og resten af det nordlige Israel kan risikere at skulle sidde i sikkerheds- og beskyttelsesrum rigtig længe. Reservister ind Kort efter at man i det israelske militær blev klar over, at en israelsk patrulje - adskillige hundrede meter inde på israelsk jord - var faldet i et Hizbollahbaghold, og at tre soldater var blevet dræbt og to andre bortført til Sydlibanon, fik indbyggerne i hele det nordlige Israel besked på at gå i dækning. Militæret indledte en række angreb fra luften, fra marinefartøjer og med artilleri på infrastruktur i det sydlige Libanon i et forsøg på at forhindre de to soldaters bortførere i at bringe dem i sikkerhed dybt inde i landet. Men det var for sent. Ministerpræsident Ehud Olmert kaldte kidnapningen »en krigshandling«. »Israel er ikke blevet ramt af terror, men er uden grund blevet angrebet af en suveræn stat«, erklærede Ehud Olmert nogle timer efter i Jerusalem. Tusindvis af indkaldelser Libanon havde erklæret Israel krig, sagde Olmert, med henvisning til at Hizbollah sidder i det libanesiske parlament og har to ministre i regeringen. »Det israelske forsvar forbereder sig på en massiv indsats i Libanon«, hed det i aftes fra forsvarschef Dan Halutz. Og i dagens løb udgik der indkaldelsesordre til tusinder af reservister. Ifølge det israelske tv's militærreportere kan man forvente, at de israelske luftangreb i Libanon vil fortsætte ikke alene natten igennem, men »i lang tid«. Og, sagde tv-reporterne - der er et direkte talerør for militæret i denne type situationer - man forventer, at Hizbollah vil svare igen. To fronter Israel befinder sig nu i den mest komplicerede militære situation i mange år. Landet står over for militæroperationer på to fronter. For to uger siden kørte israelske kampvogne ind i Gaza i et forsøg på dér at få frigivet soldaten Gilad Shalit, der blev bortført ved en bagholdsoperation foretaget af tre væbnede islamiske grupper fra Gaza. Ved hjælp af en underjordisk tunnel gravede de sig ind i Israel og angreb en grænsepost 25. juni. Skal også standse raketangreb Shalits kidnappere, Hamasbevægelsens væbnede Izzadin el-Qassam Brigader, De Folkelige Modstands Komiteer og Islamisk Hær, har krævet tusindvis af palæstinensiske fanger løsladt fra israelske fængsler til gengæld for at løslade Shalit. Ehud Olmert og den israelske regering nægter at forhandle med terrororganisationer. Og forleden forklarede Olmert på en pressekonference i Jerusalem, at den udvidede israelske militæroperation i Gaza ikke kun har til hensigt at befri Shalit, men også forsøger at standse de palæstinensiske Qassamraketangreb på byer og kibbutzer i det sydøstlige Israel. Gaza skåret over I går morges rykkede de israelske kampvogne yderligere ind i det centrale Gaza og skar i bogstaveligste forstand den 40 km lange smalle Gazastribe over på midten. I de tidlige morgentimer angreb israelske kampfly med en 1-tons bombe et beboelseshus i Gaza, hvor de mente lederen af Izzadin el-Qassam Brigaderne, Muhammad Deif, opholdt sig. Deif har i årevis stået øverst på Israels liste over eftersøgte personer. Han viste for nylig på en film optaget af den arabisksprogede Al-Jazeera-station, hvordan han træner sin brigade efter traditionelle militærprincipper. Muhammad Deif fastslog, at han ikke agter at tage imod ordrer fra nogen, »der ville afvige fra islams principper«. Hermed mente han både præsident Mahmoud Abbas, der har krævet soldaten løsladt og ministerpræsident Ismail Haniyeh, der har tilbudt Israel forhandling. Men Deif blev kun lettere såret ved det israelske angreb. I stedet blev en hel familie og deres fem børn dræbt, da huset ved siden af blev ramt. Ifølge israelsk militær var familiefaderen en højtstående Hamasleder, Nabil al-Salmiah. »Israel er midt i en løbende operation for at stoppe palæstinensisk terror, inden den når vore byer«, sagde en talsmand i Ehud Olmerts kontor i går i en kommentar. Han gjorde det klart, at Israel vil sætte alt ind mod landets modstandere. »Palæstinensiske terrorledere søger ly bag deres egen civilbefolkning. Israel har til hensigt at standse denne terror og standse trusler fra dem, der aktivt planlægger angreb på Israel«. hanne.foighel@pol.dk
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
80 år
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























