De islamiske domstole, der kontrollerer Somalias hovedstad, har indledt en massiv jagt på den ukendte gerningsmand, der dræbte den svenske kameramand Martin Adler under en demonstration i Mogadishu. Sheilh Sharif Ahmed, der er formand for de islamiske domstole opfordrer indbyggerne i byen til at videregive oplysninger, der kan føre til, at Adlers morder bliver anholdt. »Vi følger i morderens fodspor, indtil vi fanger ham«, sagde Ahmed på en pressekonference og tilføjede: »Menneskejagten vil fortsætte til vi fanger morderen«. Tilbageslag for domstolene Drabet fandt sted mindre end 24 timer efter, at den midlertidige regering og de islamiske domstole underskrev en aftale om gensidig anerkendelse. Aftalen opfordrer til at gøre en ende på volden, som i de seneste måneder er eksploderet i hovedstaden og større omkringliggende byer. »Drabet på reporteren er et tilbageslag for de islamiske domstoles troværdighed. Måske er det sat i værk af personer, der ønsker at underminere domstolene«, sagde Abdullahi Muktar Hassanow, der er indbygger i Mogadishu. Forbidnelse til Muhammedtegninger Nogle øjenvidner siger, at skyderiet kan have haft forbindelse til Jyllands-Postens Muhammedtegninger, der har bragt sindene i kog i den muslimske verden, herunder i Somalia, hvor flere troede at Adler var dansker. Adler har i den seneste uge rejst og arbejdet sammen med et dansk reporter-ægtepar, der freelancere for Morgenavisen Jyllands-Posten. Og den ene af dem, fotografen Flemming Weiss Andersen stod lige ved siden af Martin Adler, da svenskeren blev ramt af skud. »Det kunne lige så godt have været Flemming, der blev ramt«, sagde Eva Plesner til Ritzau umiddelbart efter skuddramaet fredag. Den 48-årige Adler, der arbejdede for den britiske tv-station Channel 4 og for den svenske avis Aftonbladet, ankom til Mogadishu for cirka ti dage siden. Han er den 26. journalist, der mister livet i 2006, viser optællinger fra organisationen Journalister uden Grænser.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Pårørende til beboere på demensafdeling i Lyngby-Taarbæk




























