Belgiens nationalbank indrømmer, at den vidste, at USA i al hemmelighed overvågede pengeoverførsler via SWIFT-systemet, som led i kampen mod terror. Indrømmelsen kom, efter at de belgiske myndigheder tidligere på dagen indledte en efterforskning af overvågningen af de internationale banktransaktioner gennem firmaet SWIFT, der har hovedsæde i Belgien. Undersøgelsen sættes i gang, efter at højtstående amerikanske embedsmænd indrømmede overvågningen, som fredag var beskrevet i avisen New York Times. Belgien Finansielle Efterretningsenhed er også blevet bedt om »at forberede en juridisk analyse, som kan afgøre om alt er forgået i overensstemmelse med reglerne i den belgiske lovgivning«, sagde en talskvinde for det belgiske justitsministerium. Ifølge presserapporterne fik Bush-administration få uger efter terrorangrebet 11. september 2001 i al hemmelighed adgang til en enorm database over internationale pengeoverførsler, der er selve nervecentret i den globale bankindustri.
Belgien undersøger hemmelig overvågning af pengeoverførsler
Lyt til artiklen