Lederen for den tjetjenske oprørsregering, Abdulkhamid Sajdullajev, er blevet dræbt, og han afløses af sin næstkommanderende, Doku Umarov. Det oplyser Akhmed Sakajev, der fungerer som de tjetjenske oprøreres udenrigsminister. »Man kan fra i dag gå ud fra, at præsident for den tjetjenske republik er Doku Umarov«, siger Sakajev til radiostationen Echo i Moskva. Dræbt under specialoperation Dermed bekræftede Sakajev den tidligere oplysning fra den pro-russiske regering i Tjetjenien om Sajdullajevs død. Sajdullajev blev ifølge russiske medier dræbt under en »specialoperation« i byen Argun øst for Grosnij. Der forelå lørdag ikke yderligere oplysninger om operationen.
Tjetjenerne bekræfter oprørsleders død
Lyt til artiklen