Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Antallet af flygtninge er rekordlavt

En sudanesisk pige, der er på flugt på grund af konflikten i Darfur, ses her i en flygtningelejr i det østlige Chad. - Foto: AP
En sudanesisk pige, der er på flugt på grund af konflikten i Darfur, ses her i en flygtningelejr i det østlige Chad. - Foto: AP
Lyt til artiklen

9,2 millioner. Så mange mennesker var ved indgangen af 2005 på flugt fra deres hjemland. Og det er det laveste antal af flygtninge på verdensplan i 25 år. Til sammenligning lå tallet i 1992 omkring 18 millioner. Tallene stammer fra en ny rapport fra FN's flygtningehøjkommissariat, UNHCR. Mange på flugt i eget land Selv om det umiddelbart lyder som gode nyheder, advarer UNHCR mod, at man glæder sig for tidligt. Det skyldes for det første, at et stort antal af mennesker er på flugt uden at krydse deres hjemlands grænse - og de tæller ikke med i statistikken. Det gælder omkring 25 millioner mennesker, oplyser UNHCR. Og for det andet vurderer kommissariatet, at flygtninges rettigheder generelt er under pres som følge af blandt andet en øget frygt for terror, en voksende intolerance samt en generelt tendens til strammere asyllovgivning i de enkelte lande. Mistænkes for at være terrorister »Der stilles spørgsmålstegn ved basale elementer i et menneskes status som flygtning. Asylansøgere bliver ofte ikke set som flygtninge, der flygter fra forfølgelse og søger et tilflugtssted - men snarere som illegale gæstearbejdere, potentielle terrorister, kriminelle - eller i hvert fald som svindlere«, står der i rapporten fra UNHCR. Andre asylansøgere bliver ifølge rapporten mistænkt for at være menneskesmuglere. Efter terrorangrebet mod USA 11. september 2001 har flere stater brugt et argument om sikkerhed til at stramme lovene for asylansøgere og flygtninge, skriver rapporten desuden. En dum strategi Men ifølge UNHCR er det ikke særligt sandsynligt, at en terrorist vil forsøge at trænge ind i et land ved at søge om asyl: »Hvis jeg ønskede at placere en bombe et sted i USA, ville det dummeste, jeg kunne gøre, være at ankomme i JFK-lufthavnen i New York og derefter søge om asyl«, sagde FN's flygtningekommissær Antonio Guterres ifølge Reuters. Færre væbnede konflikter Det samlede fald af flygtninge skyldes et tilsvarende fald i væbnede konflikter og en tendens til repatriering, hvilket vil sige, at folk vender tilbage til deres hjemland. Mere end fire millioner mennesker er rejst tilbage til Afghanistan inden for de seneste år, ligesom hundredtusindvis af tidligere flygtninge er vendt hjem til Angola, Sierra Leone, Burundi og Liberia.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her