»Jeg er træt af at blive svinet til af dig«, sagde den ældre herre med japanske ansigtstræk pludselig med hævet stemme. Der havde ellers været meget god stemning ved bord 12. Stille politisk snak på kryds og tværs over en let frokost, inden dagens talere i tænketanken Council on Foreign Relations. Men nu lænede 'japanerens' sidemand sig demonstrativt mod sin borddame og meddelte, så resten af bordet ikke kunne undgå at høre det: »Min nabo her er så ondsindet republikansk, at vi ikke kan tale sammen«. Resten af frokosten sad 'japaneren' - en garvet forretningsmand med et CV fyldt med direktørtitler og bestyrelsesposter i amerikansk og japansk stålindustri - tavs og som en udstødt ved bordet. Placeret, stemplet og i mindretal. Enten eller Sådan gik det i New York en dag i sidste uge. Og sådan går det i det hele taget nemt, når amerikanerne taler om deres præsident og hans politik. Det er enten eller. Lige som han selv engang for fire et halvt år siden slog krigstonen an med det ofte mindede 'enten er I med os, eller også er I med terroristerne', er amerikanerne og resten af verden enten med USA's præsident eller imod ham. En leder, der ikke er til nuancer og gråtoner. Fumlerik eller statsmand George W. Bush. I begyndelsen så kritikerne ham som en slags 'præsident ved et tilfælde'. En ikke særlig klog texansk fumlerik, der købte og manipulerede sig til magten med en blanding af oliepenge og fars indflydelsesrige venner. Og med en personlig fremtoning - cowboygangarten, hans sære gnæggen, skælmske smil og snublen over ordene - som hans modstandere ville finde komisk, hvis ikke det var så alvorligt og afgørende, hvem der leder klodens mest indflydelsesrige nation. Så kom 11. september 2001, alvoren og en ny situation. 85 procent af de amerikanske vælgere sagde, at deres præsident gjorde det godt, da han begav sig ud i sin 'krig mod terror'. Stribevis af fejl Krigen raser stadig. Men de seneste uger har popularitetstallet være nede og vende på 36 procent. Der er næppe længere mange, der tror på, at præsidenten er decideret dum på den uintelligente måde. Snarere måske dumstædig på den farlige måde. Og i liberale, Bushkritiske medier opdaterer man hyppigt listerne over alle de akkumulerede problemsager i et slet skjult håb om, at der skal ske det utrolige, at en amerikansk præsident igen skal føle sig presset til at gå før tid: En fejlslagen dommerudnævnelse, et galopperende budgetunderskud, en tidligere topembedsmand, en fremtrædende republikaner og en lobbyist for retten, vicepræsidentens skuddrama, orkanfumlen, atomdobbeltmoral over for Indien, Pakistan og Iran, en kuldsejlet pensionsreform, uophørlig international kritik af Guantánamo, en utroværdig forsvarsminister, succes for irakiske oprørere, manglende succes for Iraks soldater, amerikansk forsvar strakt til sit yderste, Osama bin Laden på fri fod, en håbløst kompliceret medicintilskudsordning. Og meget mere. Og senest også et republikansk ledet mytteri mod Bush i Kongressen, hvor politikerne manifesterer sig forud for efterårets midtvejsvalg. Bush the Boss Der skulle være mere end rigeligt til, at det i andre valgsystemer ville klumpe sig sammen og kunne vælte en regering. Men i USA er Bush stadig Boss. Og til trods for, at et lille batteri af kommentatorer og demokratiske senatorer med jævne mellemrum råber 'RIGSRETSSAG', tyder alt på, at Bush ikke går af før til januar 2009. »Åh ja, han har kastet sig ud i rigtig meget, der har været svært og kontroversielt«, medgiver professor i politik og psykologi Stanley Renshon. »Og hvad så? Han er stadig chef. Mit bud er, at så snart vi er ovre midtvejsvalget, så vil republikanerne begynde at tale højt om alle de svære ting, han har udrettet. Og rose ham for det«, siger Renshon og deler amerikanerne op i to grupper: Dem, der bare hader Bush. Og dem, der siger: Hvorfor er du ikke bare lidt mere sådan, som jeg kunne tænke mig? Krumme tæer Det er den sidste gruppe, der har valgt og genvalgt Bush. Og som i sidste ende bakker op, fordi Bush leverer to ting, hvis fravær hans højrereligiøse base foragtede ved forgængeren Bill Clinton og udfordreren John Kerry: moralsk lederskab og beslutsomhed i krigen. Den rå, polariserende tone er noget af det, der får menigmand i de store kystbyer som New York, Boston, San Francisco og Los Angeles til at krumme tæer og undskylde til verden for deres landsmænds valg af præsident. Men det er nøjagtig det samme, der er med til at fastholde afgørende støtter i Bushs højrereligiøse base. Som for eksempel lederen af American Catholic League, William Donohue, der ellers er vred over blandt andet den misrøgtede økonomi, det voksende statsapparat og ideen om, at USA skal være verdens demokratiserende politimand i stedet for at nøjes med blot at afsætte pariaer som Saddam Hussein. Donohues syn på Bush er med årene blevet mere nuanceret. Men det ændrer ikke på, at han er begejstret for, hvad Bush har leveret til USA's kristne: »Han har i hvert fald ikke skuffet de katolske, ja alle kristne, abortmodstandere. Bortset lige fra det tossede forsøg på at placere Harriet Miers i Højesteret. Men vi er endt med to mænd, der er absolutte stjerner i domstolen, og det glæder os meget. Man skal ikke hæfte sig ved, at der ikke har været betydelige lovændringer på det etiske felt, for der er sket et afgørende politisk skifte og dramatiske ændringer ved dommerudnævnelserne til appeldomstole, føderale domstole og især højesteret«, siger Donohue. Beslutsom Han glæder sig også over, at Bush og fru Laura har genoprettet moralen i Det Hvide Hus »efter forgængerens amoralske opførsel« og »besudling«. Og så er William Donohue svært tilfreds med, at Bush står fast i krigen mod »fanatikerne i den muslimske verden« og over for verden i det hele taget. »Jeg tror, alle ledere polariserer, og Bush er en mand, der ikke er bange for at træffe en beslutning og så stå fast. Det er en styrke, bestemt ikke en svaghed, at han er beslutsom. Og helt ærligt, vi amerikanere ser jo ikke os selv som nogle, der fortjener foragt, sådan som vi møder det fra mange i verden. Herfra ligner resten af verden en samling misundelige møgunger, der ikke har evnet at opnå samme succes som os«, siger Donohue og erklærer sin støtte til amerikansk enegang, når som helst resten af verden ikke vil være med. Efter fem et halvt år med Bush ved magten skal man lede længe efter den rene, udelte begejstring for præsidenten og hans faste stab. Trætheden er tit næsten til at tage og føle på, både blandt regeringens medlemmer, traditionelle republikanske vælgere, republikanske politikere og mediernes ofte meget partiske kommentatorer. Bushdoktrinen Professor Stanley Renshon er en af dem, der ikke lægger skjul på sine republikanske sympatier. Han beskriver situationen lige nu, som at Bush »kæmper sig igennem«. Men det meste af det med de dårlige meningsmålinger, 'skandalerne' og det ret tynde indenrigspolitiske lovkatalog er ifølge Renshon »baggrundsstøj«, som skygger for én stor bedrift, nemlig at Bush på overordnet plan har fået rykket tyngdepunktet i den politiske debat. »Helt ærligt: DeLay, Libby, Cheney - der er meget større sager. De store ting er sager som Patriot Act, telefonaflytning, omfanget af præsidentens magt, og hvordan man agerer i verden efter 11. september. Ja, pensionsreformen var et flop, og immigrationsreformen bliver problematisk. Men det afgørende er, at demokraterne slås langt inde på republikanernes banehalvdel. Det er en meget stor bedrift at have flyttet debatten. Så uanset hvad man diskuterer - om der skal være mere eller mindre af det ene eller det andet - så diskuterer man, om det skal være mere eller mindre ud fra Bushs udgangsposition«, siger Renshon. Det betyder ifølge professoren blandt andet, at Bushdoktrinen - den militære strategi med at angribe fjenden på hans territorium, før han angriber hjemme i USA - vil bestå i USA, længe efter at Bush er rykket ud af Det Hvide Hus. Ifølge Renshon er demokraterne nødt til at finde ud af, hvordan de kan byde ind på den nationale sikkerhed og fremstå som stærke, før de kan gøre sig håb om at genvinde præsidentembedet. Bush i bund Og Bush kan ifølge Renshon være sikker på, at han har skrevet sig ind i fremtidens historiebøger som en af USA's mest hadede og kontroversielle præsidenter. »Det begyndte med Nixon og toppede - troede jeg - med Clinton. Men Bush har slået ham med flere længder. Hans er den mest kontroversielle præsidentperiode i moderne tid. Han lagde kontroversielt ud, han var kontroversiel undervejs, og hans eftermæle vil også være det. Nixon var en forbryder, men med tiden falmede det billede til fordel for billedet af den geopolitiske statsmand. Og se på Reagan. Nu kan selv demokrater finde på at sige pæne ting om ham. Men jeg tror ikke, det samme vil ske for Bush. Han er sikret en evig plads som kontroversiel«.