Danskerne udstillet som selvglade på amerikansk tv

Der er noget galt i Danmark... I hvert fald ifølge tv-programmet 60 Minutes og nyhedsbureauet AP. - Arkivfoto: Kim Agersten
Der er noget galt i Danmark... I hvert fald ifølge tv-programmet 60 Minutes og nyhedsbureauet AP. - Arkivfoto: Kim Agersten
Lyt til artiklen

»Danmark er ikke bare Hans Christian Andersens hjemland - landet lader til at bo i et af hans eventyr«, lyder det i optakten til et indslag i CBS-programmet 60 Minutes, der blev sent i går aftes. Mens der vises billeder af Nyhavn og vagtskifte på Amalienborg, spørger journalisten, hvordan »dette dejlige lille land kaldet Danmark« har kunnet starte så voldsomme uroligheder i Mellemøsten, som verden har været vidne til i de seneste uger. Naive og selvglade For at undersøge det har stationen CBS sendt journalisten Bob Simon til København. Her fandt han ud af, at »det ikke et noget tilfælde, at urolighederne startede her«. Ifølge 60 Minutes er danskerne et naivt, selvglad folkefærd, der ikke ved meget om, hvordan livet uden for landets grænser er. »Danmark er kommet ind i sin dybeste krise, den eneste krise i et halvt århundrede. Siden Anden Verdenskrig har danskerne været glade for deres land, for deres velfærdssystem og frem for alt, glade for dem selv«, lyder det på høfligt amerikansk. Samtidig vises der et billede af en storsmilende, blond kvinde med glitrende øreringe. Sarkasme »Grænserne mellem fantasi og realitet er svære at finde her. Den kongelige livgarde foran det royale palads ligner legetøjssoldater. Det nationale symbol er en barbrystet havfrue ved Københavns havn«, siger Bob Simon. Herefter vises der et klip fra et modeshow, hvor alle modeller har langt lyst hår. Journalisten kommenterer, at sådan blev moden præsenteret, samtidig med, at danske ambassader sat i brand. Denne form for sarkasme bruges flere steder i programmet. Blandt andet da korrespondenten Bob Simon rapporterer fra Kongens Nytorv, og med et hovedkast refererer til Jyllands-Postens hovedkvarter som »bastionen for ytringsfrihed«. Samtidig understreger 60 Minutes, at det »anti-muslimske« parti Dansk Folkeparti er gået frem til næsten 20 procents støtte fra den danske befolkning. Tøger: Vi forsvarer retten til at være dum 60 Minutes besøger også Politikens redaktion, hvor chefredaktør Tøger Seidenfaden præsenteres som en af Jyllands-Postens forsvarere. »Vi forsvarer deres ret til at være dum. At være dum er en del af ytringsfriheden«, forklarer Tøger Seidenfaden. Han understreger dog, at man skal være påpasselig med at bruge ytringsfriheden til at træde minoriteter over tæerne med henvisning til det muslimske samfund i Danmark, der udgør cirka to procent af befolkningen. Adspurgt om regeringens manglende undskyldning til muslimerne svarer Seidenfaden, at der »desværre« ikke er nogen tvivl om, hvem man som statsminister holder med, hvis man skal vælge mellem en minoritet og en stor morgenavis. »Det er meget nemt at svare på - man er på avisens side«, siger han til 60 Minutes. Også kritik fra toneangivende medie 60 minutes er ikke det eneste amerikanske medie, der fremstiller Danmark som et land ude af takt med omverdenen. Det amerikanske nyhedsbureau AP rapporterer fra Danmark ved at interviewe lokale muslimer og Dansk Folkepartis Søren Espersen. »Mange mener, at krisen over tegningerne har gjort ubodelig skade på tilliden mellem muslimer og etniske danskere«, skriver AP, et af verdens største nyhedsbureauer, blandt andet. AP's journalist citerer en ung muslim for at sige, at han »prøver at integrere sig«, men ingen hjælp får fra danskerne. »Måske fordi jeg har sort hår«, lyder det.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her