Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Cheneys skudoffer ramt tæt på hjertet

Dick Cheney er kendt som en ivrig jæger. - Arkivfoto: AP
Dick Cheney er kendt som en ivrig jæger. - Arkivfoto: AP
Lyt til artiklen

Hvad gør man, når USA's vicepræsident kommer til at skyde en mand? Da 78-årige Harry Whittington i første omgang så ud til kun at være ganske let og overfladisk såret af skud fra Dick Cheneys haglgevær, boltrede USA's spidse satirepenne og rappe kommentatorer sig. Men midt på tirsdagen skiftede reaktionerne karakter, da hospitalet Christus Spohn i Texas meddelte, at et hagl så ud til at have bevæget sig tæt på Whittingtons hjerte og havde forårsaget en mindre infektion og et lille hjertetilfælde. Optimistiske læger Læger fra hospitalet er fortsat meget optimistiske og beskriver patientens hjerte som værende i bedre form end lægernes egne. Men meddelelsen lagde alligevel en dæmper på stemningen efter en aften, hvor talkshowværterne boltrede sig, som havde de fået fribillet til Bakkens skydetelt. Flere af de satiriske talkshow drog mandag paralleller mellem vicepræsidentens vådeskud og den frugtesløse jagt på masseødelæggelsesvåben i Irak. »Godt nyt, mine damer og herrer, vi har endelig fundet et masseødelæggelsesvåben: Det er Dick Cheney«, meddelte CBS' David Letterman, der flere gange i løbet af sit show blev afbrudt af en af sine assistenter, der iført skovmandsskjorte og orange vest plaffede dukker i menneskestørrelse ned fra loftet. »Vi kan ikke få ram på bin Laden, men vi fik en 78-årig advokat«, fortsatte Letterman med henvisning til advokat Harry Whittington. 'Godt pebret' Hospitalet i Texas har hele tiden prøvet at nedtone alvoren og forklare, at det ikke er helt usædvanligt, at jægere bliver ramt af et skud hagl fra deres jagtkammerater. Men ejeren af den ranch, hvor Cheney og Whittington lørdag var på jagt, er ikke sluppet særlig heldigt fra sin bemærkning om, at Whittington blev 'godt pebret' på overkroppen, som var han bare blevet ramt af et drys fra en krydderbøsse. The Daily Show på kanalen Comedy Central lod mandag, som om deres snydejournalist Rob Corddry stod foran hospitalet i Texas, hvor han med tyk sarkasme i stemmen gentog, at hospitalet havde en patient, der var blevet 'pebret', fordi vicepræsidenten havde forvekslet ham med en lille fugl. Talsmand under pres Flere komikere har også moret sig med at få Dick Cheney - kendt som den bøse hovedarkitekt bag Irakkrigen - til at argumentere baglæns for, hvorfor han stadig synes, det var rigtigt at skyde Whittington, selv om han efterfølgende viste sig slet ikke at være en vagtel. I den mere alvorlige ende har præsident George W. Bushs talsmand været under pres for at forklare, hvorfor der skulle gå næsten et døgn, før offentligheden hørte om skudulykken. »Man kan altid se sig bagud og overveje, hvordan man kunne have gjort det bedre«, sagde han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her