Uanset udfaldet af det palæstinensiske parlamentsvalg, der afholdes onsdag, vil det føre til dannelse af en bred national samlingsregering. Det sagde den fængslede palæstinensiske politiker, nummer 1 på Fatah-bevægelsens liste, Marwan Barghouti, søndag i det første interview, han har fået lov at give, siden han i Israel i 2004 blev idømt fem livstidsdomme for at have medansvar for en række dødbringende angreb foretaget af Fatah-bevægelsens al-Aqsa-brigader imod israelere på Vestbredden og i Israel under intifadaen. Valgkamp over mobilen Der er ikke den tv-station i verden, som ikke har forsøgt at få lov til at interviewe Barghouti op til det palæstinensiske valg. Men den israelske efterretningstjeneste og fængselsvæsenet besluttede udelukkende at give de to arabiske satellit-tv-stationer Al-Jazeera og al-Arabiya adgang til Hadarim-fængslet for i fællesskab at interviewe ham. Interviewet blev sendt søndag. Marwan Barghouti, der efter sigende har ikke færre end syv mobiltelefoner i sin celle og konstant holder sig orienteret om, hvad der foregår i valgkampen, og endda indimellem deltager i valgmøderne via sine mange telefoner, er den næstmest populære palæstinensiske politiker, kun overgået af præsident Mahmoud Abbas. Livsvarigt fængsel I sin egenskab af leder af Fatah-bevægelsen og af bevægelsens væbnede al-Aqsa-styrker på Vestbredden vandt han sig allerede voldsom popularitet før og under den seneste væbnede intifada. Da israelske soldater arresterede ham i hans hjem i Ramallah, stillede ham for retten i Tel Aviv og idømte ham fem gange livsvarigt fængsel, voksede hans popularitet langt ud over Fatahs rækker. Barghouti betragtes så meget som en stemmesluger, at både Fatahs 'unge', som Barghouti selv tilhører, og den 'gamle' del af bevægelsen havde sat ham på deres opstillingslister til valget. Fællesliste De to lister blev i sidste øjeblik ved Barghoutis mellemkomst slået sammen til én fælles Fatah-liste. Men til visse Fatah-folks ærgrelse viste Marwan Barghouti sig i tv-interviewet langt mere som en statsmand end som partipolitiker, da han uden at nævne Fatah opfordrede alle palæstinensere til at gå til urnerne »af loyalitet over for hjemlandet«. »Efter valget vil der blive dannet en konsensusregering af folk med rene hænder, som vil påtage sig at gennemføre ægte reformer. Det vil være en national redningsregering, hvor alle partier vil deltage«, sagde Marwan Barghouti og tilføjede, at retningslinjerne for den kommende regering allerede var besluttet. Rammerne skal være - som det hele tiden har været Fatahs politik - en palæstinensisk stat i hele Gaza og på hele den besatte Vestebred med Østjerusalem som hovedstad. Ret til at vende hjem Barghouti fastholdt desuden, at det palæstinensiske flygtningeproblem kun kan blive løst, ved at man følger FN's resolution 194 fra 1948, der beskriver flygtningenes ret til at vende tilbage til de hjem, de har måttet forlade som følge af krigshandlingerne - også dem, der i dag måtte ligge i Israel. En løsning, som Israel pure afviser. Barghouti talte i interviewet længe om fredsprocessen, som ifølge ham ikke findes overhovedet, og om intifadaen eller »den væbnede kamp«, som han beskrev som en »nødvendighed« for, at palæstinenserne kan få deres stat. Han påpegede blandt andet, at Israel udelukkende havde forladt Gaza-striben i sommer som resultat af den vedvarende væbnede palæstinensiske modstand.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Michael Jarlner
Debatindlæg af Trine Ring




























