Tyskland hjalp på ingen måde USA med at udpege bombemål under Irakkrigen i foråret 2003. Det fastslog to tyske efterretningsagenter, som under hele krigen opholdt sig i Bagdad, onsdag i Forbundsdagens kontroludvalg, som overvåger efterretningstjenesternes arbejde. Schröder gjorde intet forkert De to agenter blev i over seks timer afhørt for at give svar på, om den daværende rød-grønne forbundsregering trods sit officielle nej til Irakkrigen alligevel deltog i krigshandlingerne. Kontroludvalgets formand, Norbert Röttgen, meddelte sent onsdag, at agenterne »troværdigt« havde redegjort for, at de »på ingen måde« i april 2003 var involveret i et amerikansk bombeangreb, som kostede 12 civile irakere livet. Et enstemmigt kontroludvalg mente derfor, at daværende forbundskansler Gerhard Schröders regering ikke kan klandres for at have gjort noget forkert.
Tyske agenter: »Vi hjalp på ingen måde USA under Irakkrigen«
Lyt til artiklen