Rusland og Tyskland vil i et tæt samarbejde prøve at løse den tilspidsede strid om Irans atomprogram. Det meddelte den russiske præsident, Vladimir Putin, og den tyske forbundskansler, Angela Merkel, på en fælles pressekonference efter Merkels tiltrædelsesbesøg i Moskva. Ifølge Putin er den russiske holdning »meget tæt« på de holdninger, som Tyskland, de andre EU-lande og USA har indtaget omkring »det iranske problem«. Håber på kompromis Efter at Iran trods internationale protester i sidste uge genoptog sin atomforskning, har Rusland været lunken over at få sin nære samarbejdspartner bragt for FN's Sikkerhedsråd. Og ifølge Putin er der stadig mulighed for at indgå et kompromis med iranerne, der af russerne har fået tilbudt at gennemføre iransk forskning i uranberigelse på russisk jord.
Rusland og Tyskland vil løse iransk atomstrid
Lyt til artiklen