Den tyske udlandsefterretningstjeneste, BND, skal under Irakkrigen i foråret 2003 have hjulpet USA, selv om den daværende tyske forbundsregering havde nægtet at deltage i krigen og dermed udløste en diplomatisk krise i det transatlantiske forhold. Men mindst to tyske agenter opholdt sig under hele krigen i Bagdad, bekræfter BND over for tv-programmet Panorama, der vises i aften på tv-stationen ARD. Udpegede bombemål Her skal de blandt andet have givet amerikanerne efterretningsoplysninger og hjulpet med at udpege bombemål. Således skal tyskerne i april 2003 have inspiceret en bygning, der efterfølgende blev bombarderet, hvorved 12 civile irakere mistede livet. Denne fremstilling afvises dog af BND, der fastslår, at dets medarbejdere kun videregav informationer, der skulle være med til at beskytte civile imod bombarderinger. I forvejen er efterretningstjenesten under pres, fordi tyske efterretningsofficerer har afhørt fanger i Guantanamolejren. Håndfast skandale »Hvis disse informationer holder vand, så er det en håndfast skandale«, sagde det liberale oppositionsparti FDP's retsordfører, Max Stadler, til Süddeutsche Zeitung. Også De Grønne er rystet, fordi de under Irakkrigen var juniorpartner i den socialdemokratiske kansler Gerhard Schröders regering. De Grønnes formand, Claudia Roth, sagde torsdag, at det vil være et 'alvorligt brud på det tyske nej til Irakkrigen', hvis efterretningstjenesten virkelig hjalp USA. »Ethvert hemmeligstempling i denne sag må øjeblikkeligt ophæves«, sagde hun til nyhedsbureauet dpa. Panorama bygger sin research på dokumenter fra det amerikanske forsvarsministerium, og en Pentagon-medarbejder skal have bekræftet, at det omstridte samarbejde kom i stand som følge af en 'politisk beslutning', som Schröder-regeringen traf i december 2002.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
80 år
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























