En tredje person er død af fugleinfluenza i den østtyrkiske by Van, siger læger. Det drejer sig om en 11-årig pige, som er søster til de to tidligere tyrkiske dødsofre for sygdommen - en 14-årig dreng, der døde i weekenden, og en 15-årig pige, der døde i går. Børnenes seksårige lillebror er også syg. 20 under observation Meget tyder på, at sygdommen kan have smittet mennesker i et større område af det østlige Tyrkiet, idet seks mennesker fra en fjern provins er blevet indlagt, muligvis med fugleinfluenza. Det får det samlede antal under observation til at stige til 20. Selv om det ikke helt sikkert er bekræftet, at der er tale om H5N1-stammen af fugleinfluenza, er dødsfaldene udtryk for, at sygdommen er rykket markant mod vest og nu befinder sig tæt på Europa.
Tredje familiemedlem død af fugleinfluenza i Tyrkiet
Lyt til artiklen