Slaget om EU's pengekasse kan for alvor gå i gang, efter at formandslandet Storbritannien i dag har fremlagt et kompromisløst udspil til de næste par dages topmøde. »Det er et hårdt, men realistisk budget«, siger talsmand Jonathan Allen om udspillet, der kun flytter sig ganske lidt i forhold til sidste uges meget udskældte forslag. Dengang reagerede næsten alle andre EU-lande med hård kritik - også Danmark, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) krævede en bedre balance mellem rige og fattige lande. Nye lande betaler gildet Men i det reviderede forslag er det stadig de nye medlemslande i Central- og Østeuropa, der kommer til at betale det meste af besparelserne. I hele budgetperioden 2007-2013 vil de nye lande få 92 mia. kr. mindre, end de blev lovet, da de kom ind i EU. Der bliver fordelt lidt flere penge, cirka 12 mia. kr., til Polen, Ungarn, Tjekkiet, Estland og Letland. Det britiske formandskab lægger også meget vægt på mekanismer, der skulle gøre det lettere for østlandene at få pengene udbetalt hurtigt. Rabat til de rige lande Samtidig får nogle af de rigeste lande, Holland, Sverige og Finland, også nogle ekstra milliarder, fordi de er trætte af at betale så meget til budgettet. Men briterne nægter at hente flere penge i deres egen EU-rabat, som fortsat vil stige voldsomt i de kommende år. Det betyder bl.a., at Tyskland stadig finder aftalen for dyr - og at det seneste forslag bliver en tand dyrere for et land som Danmark. Regeringen har sagt, at Danmark er parat til at betale mere, men på betingelse af, at forøgelsen kommer de nye medlemslande til gode. Hårde forhandlinger i vente Der er lagt op til meget hårde forhandlinger på det topmøde, der begynder torsdag aften, og som kan vare til natten mellem fredag og lørdag. Det britiske formandskab advarer om, at et sammenbrud kan gøre det umuligt at nå en aftale, før det nuværende rammebudget udløber ved udgangen af 2006. »Vi vil ikke se nogen bedre aftale, hverken i år eller næste år«, siger talsmand Jonathan Allen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
80 år
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























