Egyptisk gidsel dræbt i Saddams hjemby

Lyt til artiklen

En egypter, der arbejdede som oversætter for de amerikanske styrker i Saddams hjemby Tikrit, er blevet fundet dræbt. Det irakiske politi oplyser, at de fandt liget med identitetspapirer i lommen i landsbyen Beiji, nord for Tikrit. Egypteren blev taget som gidsel dagen før. Han var da den ottende kidnappede udlænding i løbet af få dage efter en stille periode med gidseltagninger. Deadline for andre gidsler Fire vesterlændinge blev taget som gidsler i Bagdad den 26. november. De bliver tilbageholdt at en gruppe, der kalder sig selv »Swords of Truth«, og som har sagt, at de vil dræbe gidslerne, som de påstår er spioner, hvis ikke alle fængslede i Irak frigives. Gruppen havde ikke kontaktet de irakiske myndigheder lørdag, da tidsfristen for opfyldelsen af gruppens krav udløb i dag. De havde tidligere sat en deadline til torsdag, men den blev senere forlænget til lørdag. De fire gidsler, en englænder, to canadiere og en amerikaner, er blevet fremvist på en video med bind for øjnene og i lænker. Gruppen var rejst til Irak med den internationale fredsgruppe Christian Peacemaker Teams, hvor de blev taget som gidsler i Bagdad den 26. november. Muslimske appeller Den irakiske tv-station al-Iraqiya rapporterede lørdag om en frigivelse af omkring 240 fanger, der var tilbageholdt af de amerikansk-ledede styrker i Irak. Men sådanne frigivelser er ikke usædvanlige, og der var ikke noget, der tydede på en forbindelse til gidseltagernes krav. Verden over har muslimske ledere krævet gidslernes frigivelse, og enkelte knytter endnu optimisme til appeller fra Hamas, Hizbollah og Islamisk Jihad til gidseltagerne om at frigive gidslerne. Også i en række sunnimuslimske moskeer i Irak krævede bønneledere under fredagsbønnen, dagen før tidsfristens udløb, at gidslerne blev frigivet. Storbritanniens udenrigsminister Jack Straw har anmodet gidselstagerne om at kontakte myndighederne, men intet tyder på, at der har held med forsøgene på at få kidnapperne i tale. Ifølge BBC har den irakiske regering gjort store, men forgæves forsøg på at få informationer om gidseltagerne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her