USA's regering hævdede inden krigen mod Irak, at Saddam Hussein rådede over mobile enheder, der fremstillede biologiske våben. Men efterretningsfolk siger nu, at den oplysning var helt ved siden af, skriver avisen Los Angeles Times. Det var den tyske efterretningstjeneste BND, der havde kontakt til den irakiske mellemmand, som præsenterede oplysningerne. Chokerede tyskere Fem højtstående medlemmer af BND siger til Los Angeles Times, at oplysningerne fra starten ikke var pålidelige, og at de var 'chokerede', da de så og hørte, at præsident Bush præsenterede dem som fakta. Desuden kritiserer de, at udenrigsminister Colin Powell brugte oplysningerne som et af de vægtigste beviser, da han i FN's Sikkerhedsråd den 5. februar 2003 sagde, at de biologiske våben, der kunne fremstilles i de mobile laboratorier, ville være nok til »på en enkelt måned at dræbe tusinder og atter tusinder«. Utroværdig kilde USA hævdede, at det inden krigen havde nok beviser på, at Saddam Hussein var i færd med at skaffe sig masseødelæggelsesvåben, og det blev anledning til krigen. Informanten gik under navnet "Curveball", og kontakten til ham gik gennem den tyske efterretningstjeneste. Ledende folk i BND, der ønsker at være anonyme, siger til Los Angeles Times, at Curveballs oplysninger ofte var vage, ofte andenhåndsoplysninger og umulige at få bekræftet. »Dette var ikke et substantielt bevis. Vi gjorde det klart, at vi ikke kunne efterprøve de ting, han sagde«, fortæller en af de tyske efterretningsfolk. Ifølge BND havde Curveball følelsesmæssige og mentale problemer, og han var »ikke en fuldstændig normal person«. Avisen har ikke været i stand til at finde Curveball og interviewe ham. Curveball var ifølge en kommission, der blev nedsat af præsident Bush, den vigtigste kilde til fejlagtige oplysninger om Bagdads biologiske våben. Det rapporterede kommissionen tidligere på året. De såkaldte mobile laboratorier er aldrig blevet fundet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























