Unge franske urostiftere var ikke kendte kriminelle

Antagelserne om 'uromagerne' bag optøjerne i Frankrig viser sig i høj grad ikke at holde stik. - Arkivfoto: AP
Antagelserne om 'uromagerne' bag optøjerne i Frankrig viser sig i høj grad ikke at holde stik. - Arkivfoto: AP
Lyt til artiklen

Skal man tro den franske indenrigsminister, Nicolas Sarkozy, er mange af de unge anden- og tredjegenerationsindvandrere, som er blevet pågrebet under de seneste ugers uroligheder i de socialt belastede franske forstæder, enten tidligere straffet eller gamle kendinge af politiet. Således pointerede Sarkozy i tirsdags i fransk tv, at »75-80 procent« af de i alt knap 3.000 personer, som er blevet anholdt i forbindelse med optøjerne, »allerede er kendt for tidligere forbrydelser«. Den oplysning blev imidlertid lodret modsagt af Denis Fauriat, generalsekretær for den offentlige anklagemyndighed i Bobigny, hvor sagerne om unge anholdte fra det hårdt belastede hovedstadsamt Seine-Saint-Denis bliver lynbehandlet i retten. Ingen alvorlige forseelser Ifølge Fauriat er der »meget få forbrydere« iblandt de anklagede, der er over 18 år. Overordnet set »havde de ingen alvorlige forseelser på deres straffeattest«, oplyser han til nyhedsmagasinet Le Nouvel Observateur. For de mindreårige er billedet næsten identisk. Således havde kun 20 af de mindreårige, der blev stillet for ungdomsdomstolen i Bobigny, tidligere været i kontakt med det juridiske system, siger formanden for ungdomsdomstolen, Jean-Pierre Rosenczveig. Han understreger samtidig, at det for disse unges vedkommende primært drejede sig om »problemer i familien og ikke om lovovertrædelser«. Lærlinge og studerende Situationen er den samme uden for hovedstadsregionen: I Lyon melder anklagemyndigheden om en overvægt af førstegangslovbrydere, mens anklagemyndigheden i den sydfranske by Nice hovedsageligt melder om »lærlinge, gymnasieelever, studerende og lønmodtagere« blandt de personer, som kommer for retten i forbindelse med deres rolle i urolighederne. Kun i Evreux i Normandiet har der været tale om optøjer anstiftet af vaneforbrydere. Afsløringen af indenrigsministerens lidt for hastige analyse af de unge anholdtes baggrund kommer kort tid efter, at både politiets fagforening Unsa-Police og den offentlige anklager i pariserforstaden Bobigny, François Molins, afviste regeringens påstande om, at uroen var sat i værk af organiserede ungdomsbander. Kun få anholdte med udenlandsk baggrund »Det forholder sig faktisk omvendt: de få kvarterer, der ikke er gået op i flammer, er dem, hvor bandelederne er stærkest«, forklarede forstadsanklageren François Molins forleden i dagbladet Le Figaro. »For de vil nødigt forstyrres af politiet«, tilføjer han. Heller ikke regeringens kobling mellem forstadsoptøjerne og ulovlig indvandring holder vand, idet kun omkring 120 af de anholdte har udenlandsk baggrund.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her