Mordet på den tidligere libanesiske premierminister Rafiq Hariri har ifølge Danmarks Radio en dansk forbindelse. Det drejer sig ifølge Radioavisen om den libanesiske statsborger Ahmed Abdel-Al. Han er højt placeret i den religiøse bevægelse Al-Ahbash, der også er repræsenteret i Danmark og tidligere har drevet tre arabiske friskoler. En nøgleperson I FN's rapport om mordet på tidligere premierminister Hariri kaldes Ahmed Abdel-Al for »en nøgleperson for den videre efterforskning«. Kort efter at den såkaldte Mehlis-rapport udkom i slutningen af oktober, blev han sigtet for medvirken til attentatet. Holder til på Nørrebro Flere danske kilder har angiveligt mødt Ahmed Abdel-Al i Danmark. Enkelte mener, at han så sent som i august var her i landet, formentlig for at mødes med den danske afdeling af Al- Ahbash, der kalder sig Islamisk Center for Europæiske Lande og holder til på Nørrebro i København. Organisationen har tidligere drevet tre friskoler i København og Helsingør. Muligvis dansk gift En af skolerne mistede i 1998 sit tilskud, efter den tætte forbindelse mellem Al-Ahbash i Libanon og de danske skoler kom frem i medierne, mens en anden blev dømt til at betale dele af statstilskuddet tilbage. Flere kilder peger også på, at Ahmed Abdel-Al muligvis er eller har været dansk gift. Politiets efterretningstjeneste har ingen kommentarer til sagen.
Mistænkt for Hariri-mord har tilknytning til Danmark
Lyt til artiklen