Den amerikanske efterretningstjeneste CIA gemmer og afhører mistænkte topterrorister i et fængsel fra kommunisttiden et hemmeligt sted i Østeuropa, skriver avisen Washington Post med adskillige folk fra efterretningstjenesten og fra det politiske system som kilde. CIA-fly over Danmark Nogle af fangerne er blevet fragtet til fængslerne med de såkaldte hemmelige CIA-fly, der flere gange har overfløjet dansk luftrum. Senest har et af flyene overfløjet dansk luftrum, selv om Danmark har forbudt det. Samtidig er det kommet frem, at et af CIA's hemmelige fly stod på dansk jord i næsten et døgn i marts. Intet tilsyn Washington Post skriver, at de 30 mest prominente terrorfanger - heriblandt den operative al-Qaedachef, Abu Zubaida, og Ramzi Binalshibh, der er mistænkt for at deltaget i planlægningen af terrorangrebet 11. september - bliver holdt fanget fuldstændigt isoleret fra omverdenen. Flere sidder i underjordiske celler og har ingen rettigheder, og ingen ud over CIA-folk har ret til tale med dem eller se dem. Og slet ingen kontrollerer, hvordan de har det, eller hvad de udsættes for, siger flere kilder i den amerikanske regering og fra efterretningstjenesten til avisen. Dyb hemmelighed Fængslet er et af mindst otte i et netværk, som CIA begyndte at bygge op efter terrorangrebene mod New York og Washington i september 2001. Systemet er dybt hemmeligt, eftersom CIA og Det Hvide Hus med henvisning til spørgsmålet om den nationale sikkerhed har overtalt den amerikanske Kongres til at undlade at stille spørgsmål om, hvordan fangerne bliver behandlet, hvor lang tid de skal forblive fængslet, eller hvilke forhørsmetoder der anvendes. I alt har CIA haft hemmelige fængsler - i CIA-jargonen kaldt 'Black Sites' - i mindst otte lande, heriblandt Thailand og Afghanistan, ligesom der har været et mindre forhørscenter på Guantánamo-basen i Cuba. Fem fængsler i brug Washington Post slår fast, at de hemmelige steder i Thailand og Cuba siden er blevet lukket ned. I Cuba, fordi der internationalt begyndte at opstå blæst om de indsattes forhold i den 'åbne' militærlejr, og i Thailand blev det hemmelige fængsel lukket, fordi myndighederne fik kolde fødder. Og det har ført til en nedkøling af relationerne mellem landene, skriver avisen. Det efterlader mindst fem aktive fængsler. Washington Post skriver videre, at avisen ved, hvilke lande i Østeuropa der huser de hemmelige fængsler. Retligt efterspil Men højtstående amerikanske embedsfolk har overtalt avisen til ikke at offentliggøre navnene, fordi afsløringen kan skade kampen mod terror i de pågældende lande og kan gøre dem til mål for ny terror, lyder argumentet. CIA har aldrig anerkendt eksistensen af de hemmelige fængsler. Sker det, vil USA risikere retlige efterspil i andre lande samt international fordømmelse, siger kilder, der kender til systemet til avisen. Bekymring for mishandling De mange historier om mishandlinger af fanger i amerikansk varetægt i Irak og Afghanistan har øget betænkelighederne hos de politikere i ind- og udland, der er fortrolige med systemet. De bekymringer fik en spand ekstra kul, da vicepræsident Cheney og CIA-direktør Gross bad Kongressen om at fritage CIA fra ny lovgivning, som forbyder grusom og nedladende behandling af alle fanger i amerikansk varetægt. Ulovlige hos værterne Desuden ville det være et problem, at de hemmelige fængslers eksistens og funktion formentlig er ulovlige i værtsnationerne. Der er tale om lande, der har indført demokrati, hvor fanger har ret til en advokat og til at forsvare sig juridisk. Barske forhørsmetoder Samtlige værtslande har underskrevet 'FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf'. Men under forhørene i de hemmelige fængsler har CIA-forhørslederne anvendt bureauets 'udvidede forhørsteknikker', selv om flere af metoderne er forbudt både af amerikansk lov og ifølge FN-konventionen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Man skal være fatsvag for ikke at gennemskue Løkkes forsøg på at undersøge, om en midterregering kan blive en realitet igen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























