Lederen af FN's undersøgelse af drabet på Libanons tidligere ministerpræsident, Rafik Hariri, som har holdt Syrien medansvarlig for drabet, opfordrede den syriske regering til at indlede sin egen undersøgelse og »lukke hullerne« med hensyn til de ansvarlige for attentatet. Den tyske anklager Detlev Mehlis talte til FN's Sikkerhedsråd om sin skriftlige rapport, der blev offentliggjort torsdag. Kritik af Syriens regering I rapporten blev der ført bevis for, at drabet på Hariri i Beirut 14. februar i år var et resultat af en sammensværgelse mellem medlemmer af de syriske og de libanesiske sikkerhedstjenester. Mehlis kritiserede også den syriske regering for manglende samarbejdsvilje med FN's undersøgelseskommission. Ifølge den tyske statsadvokat har 30 af hans medarbejdere »modtaget en række trusler, der efter vores sikkerhedsfolks skøn var troværdige«. Syriens FN-ambassadør, Fayssal Mekdad, svarede, at en anklage mod Syriens og Libanons sikkerhedstjenester svarede til at give de amerikanske sikkerhedstjenester ansvaret for angrebene 11. september 2001, fordi de skete i USA. Han reagerede ikke på Mehlis' opfordring til en syrisk undersøgelse. Presset øges Inden Mehlis' tale sagde USA's FN-ambassadør, John Bolton, og Frankrigs ambassadør, Jean-Marc de La Sabliere, til pressen, at de formentlig i nær fremtid vil udsende en fælleserklæring. Heri ventes de to lande at forlange, at Syrien bidrager til efterforskningen, men det er uvist, om de også vil true med yderligere skridt. Også USA's præsident George W. Bush har truet med skridt mod Syrien, men den russiske præsident Vladimir Putin har bebudet et nej til straffeaktioner. Mehlis sagde, at beslutningen om at forlænge hans kommissions mandat til 15. december vil give Syrien endnu en lejlighed til at »udvise større og reel samarbejdsvilje, og til at fremlægge ethvert substantielt bevis«. »Det ville sætte kommissionen i stand til at lukke hullerne og danne sig et klarere billede af bagmænd og gerningsmænd bag terrorhandlingen 14. februar«. Han pegede på angrebene på USA i 2001, angrebene i Madrid i marts 2004 og eksplosionerne i London i sommer og sagde, at anklagerne mod Syrien og Libanon kunne rejses mod »en hvilken som helst sikkerhedstjeneste i et hvilket som helst land på hvis område, der finder forbrydelser sted«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Pårørende til beboere på demensafdeling i Lyngby-Taarbæk
Pårørende råber op om forhold på plejehjem: Det er ikke travlhed. Det er ikke uheld. Det er systematisk omsorgssvigt
Analyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























