Amnesty International (AI) anklager Spanien og Marokko for fysisk mishandling af de sorte vest- og centralafrikanere, som forsøger at komme illegalt ind i Europa via de spanske enklaver i Nordafrika. AI præsenterede onsdag i Madrid resultaterne fra en undersøgelseskommission, som i ti dage har besøgt Ceuta, Melilla og de marokkanske byer Oujda, Nador og Tanger. Chefen for missionen, Javier Zúñiga fra AI's hovedkvarter i London, konkluderede, at mindst 11 indvandrere var blevet dræbt af marokkansk eller spansk politi og 131 kvæstet under masseforsøgene på at forcere hegnene ind til 'Europa' i slutningen af september og begyndelsen af oktober. Beviser for overgreb »Hegnet dræber. Hegnet tillader drab«, sagde Javier Zúñiga på et pressemøde, hvor han og andre medlemmer af kommissionen fremlagde beviser på overgrebene. Han fastslog, at både Spanien og Marokko overtrådte ikke alene internationale menneskerettigheds- og flygtningekonventioner i forbindelse med behandlingen af de sorte afrikanske indvandrere, men også landenes egne love. Ingen sagsbehandling Således havde Amnesty International fundet beviser for, at adskillige immigranter med asylansøgninger fra FN's Flygtningehøjkommissariat ikke havde fået deres sager behandlet, men uden videre var blevet udvist til de lande, hvori de var blevet forfulgt og risikerede alvorlige repressalier. Virginia Álvarez fra AI's spanske afdeling fortalte, at de 73 indvandrere, som Spanien tidligere på måneden udviste til Marokko, på intet tidspunkt blev gjort opmærksom på, at der var stillet en advokat til rådighed for dem, og ikke kendte deres rettigheder: »De troede, de var på vej til Den Iberiske Halvø, men færgen gik til Tanger i Marokko«, sagde hun. 30.000 venter Forleden blev det i forbindelse med et møde mellem EU's justits- og indenrigsministre i Luxembourg oplyst, at ikke færre end 30.000 afrikanske indvandrere i Marokko og Algeriet venter på en chance for at klatre over hegnene til Melilla og Ceuta. Inden Marokko gav efter for et europæisk pres og indvilligede i at tage immigranter fra tredjelande tilbage, kunne de i vidt omfang regne med at få lov at blive i Spanien - og med tiden bevæge sig op i Frankrig og Tyskland - når de først havde klaret de tredobbelte op til seks meter høje pigtrådshegn. Nu er de imidlertid sikre på at blive kastet tilbage til Marokko, som de seneste uger har kørt indvandrere i hundredvis ud i ørkenområderne ved grænserne til Algeriet og Mauretanien. Her er de blevet efterladt uden mad og drikke. Mange flere ville formentlig have været døde, hvis ikke de var blevet lokaliseret af hjælpeorganisationer og helikoptere fra FN's fredsbevarende styrke ved muren mellem Marokko og det område i Vestsahara, som kontrolleres af selvstændighedsbevægelsen Polisario. Dræbt med bajonet Philip Luther, som for Amnesty undersøger Marokko, mente at kunne slå fast, at marokkanerne havde opgivet politikken med at efterlade immigranterne i ørkenen: »Men Marokko tilbageholder stadig flere hundrede på militære baser, og det er bekymrende, at de marokkanske myndigheder ikke betragter dem som tilbageholdte, men som »omgrupperede«, og at de ikke i øjeblikket anerkender FN's flygtningedokumenter«. I pressemødet deltog også søsteren til en ung camerounsk immigrant, Josef, som blev dræbt 29. august under et forsøg på at komme ind i Melilla. Ifølge Arrah Abunaw blev hendes storebror dræbt med bajonet af en spansk civilgardist, da han ville flygte tilbage til Marokko. De spanske myndigheder har ikke reageret på opfordringer til at undersøge sagen. Liget af Josef befinder sig på lighuset i Nador, hvor AI's retsmediciner ikke kunne få adgang til at undersøge det.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Nedsmeltning udløser debat om spærregrænsen

Debatindlæg af Jakob Næsager, Katrine Fylking og Max Ulrich Larsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























