Store helikoptere fra det amerikanske og pakistanske militær sender skyer af støv op, når de stiger til vejrs med nødhjælpsforsyninger millioner af hjemløse mennesker i Pakistan. Men helikoptere og lastbiler kommer simpelthen ikke frem til de mest isolerede områder i kølvandet på det massive jordskælv, der rystede Pakistan 8. oktober. Så nu tages en af oldtidens mest benyttede transportmidler til hjælp. Små nødhjælpsgrupper med æsler skal ifølge nyhedsbureauet Reuters få hjælpen frem ad stier og ødelagte bjergveje. Æsler er samtidig det transportmiddel, som landsby-beboerne i det bjergrige Kashmir-område i adskillige år selv har benyttet for at komme fra landsby til landsby. 'For langt væk fra vejen' En håndskrevet appel på et afrevet stykke papir fra en notesblok afslører de mareridtsagtige betingelser, som de overlevenede og kvæstede fortsat gennemlever. To uger efter jordskælvet lagde deres hjem i ruiner, har mange endnu ikke fået hjælp. Mange dør uden for hjælpeorganisationernes rækkevidde. »Vores landsby er alt for langt væk fra vejen. Der er ingenting tilbage. Alle husene er ødelagt. De er væk. Hjælp os. Mange i vores landsby er døde og sårede. Ingen hjælp er hidtil nået frem til Shakrian-landsbyen«, lyder teksten ifølge nyhedsbureauet AFP på den håndskrevne papirlap, som en mand giver til folk i en forbipasserende bil. En flere dage lang gå-tur Manden fortæller, at han har gået i dagevis for at nå frem til landevejen nær byen Ghari Dhopatta. Byen ligger 20 kilometer øst for Muzaffarabad, som er hovedby i den pakistansk-administrerede del af det delte Kashmir. Han peger op mod den øverste del af bjergkæden, da han bliver spurgt, hvor Shakrian ligger. Udmattet af sine anstrengelser siger han: »Send budskabet videre«. Muldyr i høj kurs De enorme helikoptere gennemfører dagligt 100 flyvninger med nødhjælp til områder, som ikke kan nås ad landevejen. Men mens tonsvis af mad og medicin bliver ved med at strømme ind, siger hjælpeorganisationerne samtidig, at logistiske problemer lægger hindringer i vejen for at komme indbyggerne i hundreder af afsidesliggende landsbyer til hjælp. Verdensfødevareprogrammet WFP tager derfor muldyr i brug. Lastet med nødhjælp og telte er æsler på vej ud til de berørte områder. Mangel på æsler Men som med alt andet i Pakistan, er der også mangel på muldyr. Foreløbig er en gruppe på 40 æsler på vej op i bjergene højt over Muzaffarabad med den længe ventede nødhjælp. Æslerne bærer ifølge Reuters på mad nok til 2.000 mennesker i en uge, men med hundreder af isolerede landsbyer, er 'nødhjælps-æslerne' en dråbe i havet. Den pakistanske hær bringer yderligere 50 æsler til brug for nødhjælp, og andre 48 er i gang med at forcere området ved den værst ramte by Balakot. Hvert æsel kan bære cirka 100 kilo nødhjælp frem ad de små bjergstier, som er alt for snævre til biler. Vil kaste nødhjælp ned De mange landsbyboere er uden for hjælpeorganisationernes rækkevidde i de forrevne bjerge. Og mange landsbyer ligger på stejle skråninger. »Selv hvis man har en helikopter, hvor skal man så lande«, siger talsmanden for det internationale Røde Kors, Olivier Moeckli. Røde Kors overvejer at kaste nødhjælpsforsyninger ned fra luften i de områder, hvor man endnu ingen chance har haft for at vurdere antallet af døde og kvæstede. Dødstal stiger fortsat Dødstallet fortsætter med at stige to uger efter jordskælvet, som ifølge de pakistanske myndigheder foreløbig har kostet over 50.000 mennesker livet og kvæstet yderligere 74.000. Over tre millioner mænd, kvinder og børn er blevet hjemløse.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Man skal være fatsvag for ikke at gennemskue Løkkes forsøg på at undersøge, om en midterregering kan blive en realitet igen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























