250.000 omkommet i naturkatastrofer i 2004

Lyt til artiklen

Omkring 250.000 mennesker mistede i fjor livet som følge af 719 naturkatastrofer, hvilket er det højeste antal de seneste 10 år. Alene den sydøstasiatiske tsunami i december 2004 kostede 220.000 mennesker livet. Siden 1995 er flere end 900.000 mennesker blevet dræbt af jordskælv, orkaner og flodbølger. Det fremgår af den 13. internationale verdenskatastroferapport, som Tysklands Røde Kors i dag offentliggjorde på vegne af det internationale samarbejde mellem Røde Kors og Røde Halvmåne. Fattigste er udsatte »97 procent af de dræbte kommer fra udviklingslandene. De, der ikke lever i fattigdom, har bedre chancer for at flygte fra katastrofer. Men de, der lever i fattigdom, har svært ved at beskytte sig selv. Derfor skal forebyggelsen af katastrofer være en vigtig del af udviklingssamarbejdet ved siden af fattigdomsbekæmpelsen«, sagde den tyske udviklingsminister Heidemarie Wieczorek-Zeul, da hun sammen med den tyske Røde Kors-formand, Rudolf Seiters, præsenterede rapporten på en pressekonference i Berlin. Varslingssystemer skal udbygges Begge opfordrede de til at udbygge varslingssystemer og ulandsbistanden, da mange mennesker kunne være blevet reddet, hvis de var blevet advaret i tide og havde haft mulighed for at flygte. De nævnte især tsunamien som et eksempel på, at bedre kommunikation kunne havde reddet menneskeliv, idet videnskabsfolk havde registreret det undersøiske jordskælv i Det Indiske Ocean, men manglede et effektivt varslingssystem. »Højteknologiske varslingssystemer er uundværlige. Men i sidste ende kommer det også an på personerne i kædens sidste led: En eller anden skal nå ud til de truede mennesker og aflevere advarslen«, sagde Seiters. Advarsler skal tages alvorligt Rapporten fortæller blandt andet historien om en indisk fiskersøn, der hørte om tsunamien i radioen og prompte ringede til sine pårørende ved den indiske østkyst. 3630 indbyggere i de pårørendes landsby nåede at blive evakueret, inden flodbølgen slog ind mod land. Men advarsler om naturkatastrofer skal også tages alvorligt, blev det fremhævet på pressekonferencen. Således advarede Røde Kors og FN i fjor om en forestående græshoppeplage i Niger og Burkina Faso, men den påkrævede støtte til insektbekæmpelsen kom aldrig. I år har op imod ni millioner mennesker i Niger og dets nabolande været ramt den hungersnød, som de to organisationer havde advaret om kunne indtræffe. New Orleans manglede evakueringsplaner New Orleans' universitet advarede i fjor om, at der manglede evakueringsplaner for byens fattigste kvarterer i tilfælde af en orkan. Og det var den amerikanske bys fattigste indbyggere, som orkanen 'Katrina' i august gik hårdest ud over. I alt var 146 millioner mennesker verden over i fjor ramt af naturkatastrofer, som forvoldte skader for op imod 145 milliarder dollar (906,7 milliarder kroner).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her