Nettet hjalp franske EU-modstandere til sejr

Danske EU-modstandere klager ofte over manglende alsidighed i tv og aviser og uretfærdig fordeling af offentlige midler, men nu er der trøst: Det uregerlige internet kan være et afgørende valgkampsmedium. Det er i hvert fald pointen i den seneste undersøgelse af det franske folkeafstemnings-nej i maj. Nej-siden havde magten på nettet Forskerne Franck Ghitalla og Guilhem Fouetillou fra det tekniske universitet i Compiegne har gennemsøgt tusinder af hjemmesider med forfatningen som emne og konkluderet, at mens jasigere sad på 70 procent af tv-dækningen, så satte nejsigere sig på 67 procent hjemmesiderne. Nettet blev dermed debatforum for de udelukkede og dem med afsmag for tv-showagtige politiske debatter, som ellers var den franske præsident Jacques Chiracs bud på en sejr. Bedre til at samarbejde Studiet peger også på, at de forskellige nejhjemmesider var bedre til at samarbejde og linke til hinanden end jasiden, og så indbød nejsiderne i højere grad til egentlig debat med læserne. Omvendt var 52 procent af jahjemmesiderne villige til at linke til modstandere, mens det modsatte kun skete i 20 procent af tilfældene. Allerede før den franske EU-afstemning 30. maj var faren fra internettet gået op for EU-Kommissionen i Bruxelles, der lancerede en fransk udgave af kommunikationskommissær Margot Wallströms weblog, eller blog, som er en mellemting mellem en klumme og en dagbog med personlige betragtninger. Den udgives jævnligt på kommissionens hjemmeside, men efterfølges som regel af en hale af mestendels utilfredse kommentarer. Bloggere som magtfaktor I USA har bloggere længe været en politisk magtfaktor for begge lejre. Konservative bloggere startede den storm, som resulterede i den garvede tv-vært Dan Rathers fratræden efter et indslag om præsident George W. Bush's soldatertjeneste eller mangel på samme. Omvendt blev den Bush-venlige svindeljournalist, som arbejdede under pseudonymet Jeff Gannon, afsløret af bloggere. Uden pressekort fik han adgang til Bush's pressemøder, hvor han stillede lette spørgsmål til præsidenten, som så kunne undgå eller udskyde sværere spørgsmål.