Britisk politi holder fast i 'skyd for at dræbe'-taktik

Lyt til artiklen

Britisk politi skal fortsat sigte efter hovedet, hvis de åbner ild mod formodede selvmordsterrorister, der er ved at gennemføre en terroraktion i stil med den, der kostede 56 mennesker livet i London 7. juli. Den kontroversielle 'skyd for at dræbe'-taktik er blevet revideret, og politiet har ikke fundet anledning til at lave de store ændringer i metoden. Uskyldig blev offer Fredag 22. juli dræbte civilklædte betjente en helt uskyldig brasiliansk elektriker på vej til arbejde. 27-årige Jean Charles de Menezes blev skudt adskillige gange i hovedet dagen efter fire unge mænds mislykkede forsøg på at sprænge bomber i Londons transportsystem, og politiet havde på det tidspunkt indledt den største menneskejagt i britisk historie. Politiet har efterfølgende beklaget drabet. Efterfølgende har det vist sig, at britisk politi har løjet om omstændighederne, der førte til nedskydningen. Alligevel fastholder Londons politichef Ian Blair, at politiet troede, at den dræbte brasilianer Jean Charles de Menzes var ude på at sprænge en bombe i undergrundstoget. »Metoden ser ud til at være den mindst ringe mulighed (mod selvmordsterrorister, red.)... Vi vil fortsat anvende proceduren«, siger Ian Blair til Daily Mail. Taktikken giver særlige bevæbnede enheder, der er trænet til at jagte og - hvis det skønnes nødvendigt - skyde mulige selvmordsterrorister. Afviser erstatning Derudover har politiet i London afviste, at Scotland Yard har tilbudt familien til en brasiliansk elektriker godt seks millioner kroner i erstatning. Den britiske avis Daily Mail skriver ellers, at efterretningstjenesten har tilbudt godt seks millioner kroner til Matozinho og Maria de Menezes, forældrene til Charles de Menezes, som blev dræbt af politiets skud i en undergrundsstation. Forældrene til Charles de Menezes siger til avisen, at de har afvist tilbuddet om kompensation. »Vi kan ikke købes. Dette gælder ikke penge. Det gælder retfærdighed«, siger de. En talsmand for Scotland Yard afviser »kategorisk«, at et sådant tilbud er fremsat.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her