Politi frygter flere ofre for fransk seriemorder

Lyt til artiklen

Navnet Michel Fourniret kan få de fleste franskmænd og belgiere til at blegne af skræk. Da nyheden om den 62-årige seriemorders blodige forbrydelser slap ud sidste sommer, var den på alles læber. Den gråskæggede franskmand blev anholdt af belgisk politi året forinden, mistænkt for at have bortført og voldtaget en mindreårig pige. Ni drab Fourniret var kendt af politiet, da han tidligere var blevet straffet for en række pædofile overgreb. Men efterhånden som afhøringerne skred frem, begyndte forbryderens sande karakter at træde frem og omfanget af hans rædselsregister at blive klart for efterforskerne. Fourniret - der i folkemunde blot kaldes 'monstret fra Ardennerne' - indrømmede, at han i en periode på 15 år havde voldtaget, brutalt dræbt og siden begravet ni franske og belgiske piger i alderen 12-22. Hustruen hjalp Fourniret jagede sine ofre med hjælp fra sin anden hustru, Monique Olivier, som han mødte som 'besøgsven' - via en kontaktannonce i et katolsk blad - mens han afsonede en dom på syv års fængsel for pædofile overgreb. Da de blev genforenet i friheden, bistod hun Fourniret i hans mørke gerninger ved at lokke unge piger - »helst jomfruer«, som Fourniret fortalte efterforskerne - og hun var ofte selv til stede under grusomhederne. Politiet frygter imidlertid, at antallet af ombragte ofre meget vel kan være langt højere end ni, og derfor har både fransk, belgisk og også hollandsk politi genåbnet omkring 60 henlagte sager om forsvundne piger. Lister over studerende Og man forstår mistanken. I den forgangne uge kom det frem, at Fourniret til belgisk politi har fortalt, at han var i besiddelse af lister over udenlandske studerende ved universitetet i Liège, da han boede i Ardennerne mellem 1990 og 2000. Politiet ved med sikkerhed, at han i hvert fald i ét tilfælde har haft kontakt med en pige på listen: en asiatisk studerende, der skulle give klaverlektioner til hans søn, men som dog er i god behold. Udspekuleret Yderligere afhøringer har imidlertid afsløret, at Fourniret også har kontaktet andre udenlandske studiner - angiveligt ud fra den antagelse, at der går længere tid, før de savnes, da deres omgangskreds er mindre. I 1993 hyrede han en polsk udvekslingsstuderende ved navn Marguerite, som sandsynligvis er blevet reddet fra seriemorderens kløer af at have fortalt ham, at hun havde efterladt hans telefonnummer og adresse hos sin værtsfamilie. Og i 1992 skal han have forsøgt at bortføre og voldtage en ung sygeplejerskestuderende ved det medicinske fakultet i Bruxelles. Men politiets efterforskning vanskeliggøres af, at universiteterne ikke fører lister over studerende, som pludselig har afbrudt deres ophold. Den seneste udvikling i Fourniret-sagen er blot én af mange uventede og overraskende afsløringer, der demonstrerer, hvor afsporet og udspekuleret Fourniret i virkeligheden var. Men det er langtfra den eneste. Ud over at være en grusom og skruppelløs seriemorder var Fourniret også særdeles pengegrisk. Stjal fra røverbande Det kom for en dag, da han ledte politiet frem til ligene af to af sine ofre, der lå begravet ved Sautou-slottet i Donchery i Ardennerne i det nordøstlige Frankrig. Slottet viste sig at være et prægtigt bygningsværk, som Fourniret havde erhvervet sig med guld og penge, som han havde stjålet fra le gang des postiches - en af Frankrigs mest notoriske og flamboyante forbryderbander, der stod bag en lang række spektakulære bankrøverier ved højlys dag i 1980'erne. Da Fourniret sad i fængsel for sin pædofilidom, delte han celle med en af røverne og indvilgede i at hjælpe banden med at flytte deres skjulte millionbytte, når han kom ud - mod et klækkeligt honorar. I stedet for at flytte tyvegodset - har Fourniret tilstået - dræbte han cellekammeratens kone, lige så snart hun havde ledt ham frem til gemmestedet. De mange millioner gjorde det muligt for den umættelige seriemorder at leve sin mørke dobbelttilværelse mellem den beskedne bylejlighed og det lille skovslot i Ardennerne. 'Uhyggeligt storhedsvanvid Ifølge dagbladet Le Parisien har retspsykiaterne efter tilbundsgående mentalundersøgelser konkluderet, at Fourniret lider af et »uhyggeligt storhedsvanvid« og en »følelse af almægtighed«. De har også noteret sig, at han er karrig med sine tilståelser, men at han - når han endelig tilstår - beretter om sine ugerninger med »henrykkelse« og ned til mindste detalje. Efterforskerne gruer derfor for, hvad der stadig kan dukke frem af de dunkle afkroge af hans kringlede kriminelle sind. Fourniret ventes udleveret til retsforfølgelse i Frankrig til efteråret.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her