Amerikanske soldater på æselryg i Afghanistan

En amerikansk soldat rider et æsel ved Kabul, Afghanistan. Æslet bliver marinernes nye transportmiddel. - Foto: AP
En amerikansk soldat rider et æsel ved Kabul, Afghanistan. Æslet bliver marinernes nye transportmiddel. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Det amerikanske militær har lært af de afghanske bønder og landsbyboere. Gennem århundreder har afghanerne brugt æsler, når de skulle forcere ellers ufremkommelige stier og transportere materialer over bjergene. De amerikanske soldater kom til Afghanistan med det nyeste militære isenkram og topmoderne køretøjer til alt terræn. Troede de... Men i det ekstremt vanskelige afghanske terræn må selv firhjulstrukne Humvee give op. Så marine-soldaterne er gået tilbage til et af oldtidens mest benyttede transportmidler - æslet. Lejer 30 æsler Det amerikanske militær har lejet 30 af de hårdføre dyr fra lokale landmænd. De skal nu føre mad og flaske-vand over bjergene til hundreder af afghanske og amerikanske tropper i en to uger lang offensiv mod militante muslimer dybt inde i det østlige Afghanistans Kunar-provins. »I en tidsalder med smarte bomber og moderne krigsudstyr er dette den bedste måde for os at fragte forsyninger frem til vore tropper. Det er også noget billigere for den amerikanske skatteborger, når vi lejer æsler, frem for, at vi kaster alle forsyninger ned fra luften«, siger oberst-løjtnant Jim Donnellan, fra det amerikanske marinekorps til Reuters. Op på æslet Det har også vist sig farligt at forsyne tropperne fra luften. Sidst i juni blev en amerikansk Chinook helikopter skudt ned og 16 soldater dræbt, da helikopteren skulle lande forsyninger på en bjergside i området. De militære ledere er nervøse for at miste flere helikoptere under den nye offensiv mod oprørerne i bjergene, så bliver soldaterne beordret op på æslet. Grupper af marine-soldater med tung oppakning blev fredag sendt afsted fra Kandagal i rækker med lastede æsler. Æslerne sikrer hver gruppe 48 timers ekstra rationer af vand og mad. Trænet i æsler Før de blev sendt til Afghanistan fik nogle af tropperne træning i håndtering af æsler på marine-korpsets krigstræningscenter i Bridgeport, Nevada. »Marine-soldater har benyttet æsler siden den amerikanske revolution«, siger kaptajn John Moshane, mens han overvåger sprøjtemaling af numre på siden af æslerne. De stædige æsler har dog givet problemer for soldaterne. En soldat måtte på militær-hospitalet, efter at et æsel blev træt af hans behandling - og sparkede ham ned.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her