Den værste flyulykke i Grækenlands historie kostede søndag middag 115 passagerer og 6 besætningsmedlemmer livet, da et cypriotisk Boeing 737-fly styrtede ned uden for Athen. Flyet fra det cypriotiske flyselskab Helios, fik problemer under en flyvning fra Larnaca på Cypern til Grækenlands hovedstad, Athen. Herfra skulle det efter en kort mellemlanding fortsætte mod Tjekkiets hovedstad, Prag. Under flyvningen mod Athen rapporterede piloten på Boeing-flyet imidlertid, at der var problemer med aircondition-anlægget om bord. Senere mistede flyvelederne i Athen kontakten til flyet og af frygt for, at flyet var blevet kapret, blev to græske jagerfly sendt på vingerne for at få kontakt med flyet. Ene pilot sad sammensunket Græsk fjernsyn rapporterer, at det lykkedes jagerpiloterne at komme op på siden af Boeing-flyet, hvor de konstaterede, at den ene af piloterne i flyet sad sammensunket i cockpittet. Derfor var det heller ikke muligt for jagerpiloterne at få kontakt med besætningen om bord på Boeing-flyet, som kort efter fortsatte direkte ind i en bjergside, ikke langt fra Marathon, lidt over 40 kilometer nord for Athen. »Jeg så flyet komme med to jetjagere som ledsagere. To-tre minutter senere hørte jeg et stort brag, og lige siden har jeg ledt i området, men ikke fundet noget endnu,« fortæller Dimitris Karezas, der bor i nærheden af nedstyrtningsområdet. Ingen terror Allerede nu er der heftige spekulationer omkring den mulige årsag til nedstyrtningen. De græske myndigheder afviser alle formodninger om, at der ligger en terrorhandling bag nedstyrtningen, og derfor fokuseres på oplysningerne omkring problemet med iltforsyningen. De gisninger har fået yderligere vægt, fordi flere øjenvidner, der har været i området, hvor flyet styrtede ned, har set omkomne med iltmasker for ansigterne. Samtidig har græsk tv rapporteret, at en passager på flyet har SMS'et til et familiemedlem og forklaret, at piloten i cockpittet var helt blå i ansigtet, og at temperaturen om bord var dykket voldsomt. Uset at to piloter besvimer Det er før set, at en pilot på et fly er besvimet, men det er aldrig før set, at det er sket for to piloter samtidig og så på så stor en passagermaskine som Boeing 737. Problemer med luftforsyningen burde i sig selv ikke kunne få så fatale følger. Falder lufttrykket i den type fly, falder iltmasker automatisk ned til passagererne. Ilten til passagererne produceres om bord af en iltgenerator, mens piloterne har deres eget separate nødanlæg, hvor deres ilt kommer fra en tank, der er monteret på flyet. 30 sekunder til at tage maske på For pensioneret flykaptajn Knud Jørgensen kommer nedstyrtningen som et chok. Han forklarer, at piloterne i 35.000 fods højde vil have cirka 30 sekunder til at tage iltmasker på, hvis trykket i kabinen pludselig falder. »Maskernes placering afhænger af flytypen. I nogle ligger de i en kasse ved siden af sædet, i andre hænger de ovenover, men uanset hvor de er, tager det ganske få sekunder at tage dem på«, siger Knud Jørgensen til Ritzau. Selskabernes skræk Det er et skrækscenario for flyselskaberne, at piloterne bliver syge under en flyvning. Derfor træner piloterne i at holde øje med kollegaen. »Vi træner i at opfange de mindste tegn på noget usædvanligt, for eksempel hvis han flyver lidt ved siden af ILS'en, der leder flyet ind til landing, eller ikke svarer straks. Proceduren er, at svarer den pilot, der flyver flyet, ikke anden gang, tager den anden over«, siger Knud Jørgensen. Samtidig er der helt faste procedurer omkring f.eks. mad. De to piloters måltider skal tilberedes i to forskellige køkkener, så man ikke risikerer, at de begge bliver syge, hvis maden er dårlig. Topmoderne Det var en topmoderne Boeing 737, som styrtede ned i Grækenland. Flyet blev leveret til et tysk selskab så sent som ved årsskiftet 1997/98 og har siden april sidste år fløjet for det cypriotiske selskab Helios, der beflyver en række ruter i Europa. Det har været en forfærdelig måned for flyselskaberne. Først styrtede et Air France Airbus-fly ned under landingen i Toronto, og kun ved et mirakel reddedes alle 309 om bord ud, inden flyet udbrændte. Siden styrtede et italiensk turistfly ned, hvorved to blev dræbt. I sidste uge døde yderligere 14 mennesker, da en helikopter styrtede ned i Østersøen. Boeing 737 er det mest benyttede trafikfly i verden, og der er bygget op mod 5.200 fly, siden den første udgave fløj i 1967. Flytypen er moderniseret talrige gange og er kommet i en række nye versioner. I Danmark flyver bl.a. SAS, Maersk Air og Sterling med fly af 737-modellen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























