USA på vej til at tømme Guantánamo

Om få måneder begynder overførslen af fanger fra Guantanamo-lejren på Cuba. - Arkivfoto: AP
Om få måneder begynder overførslen af fanger fra Guantanamo-lejren på Cuba. - Arkivfoto: AP
Lyt til artiklen

Den amerikanske regering forhandler i øjeblikket om at overføre næsten 70 procent af de indsatte i fængselet på Guantánamobason i Cuba til tre forskellige lande. Ifølge amerikanske diplomater og regeringstalsmænd er fangeoverførslen led i en større plan om at uddelegere opgaven med at holde formodede terrorister bag lås og slå. Amerikanske forhandlere meddelte torsdag, at de er nået til enighed med Afghanistan om at hjemsende de fleste afghanske statsborgere fra Guantánamo til Kabul, hvor de lokale myndigheder får det »suveræne« ansvar for deres varetægt. Overførsel om et halvt år Der er sidder 110 afghanske fanger i Guantánamo og yderligere 350 på den amerikanske luftbase i Bagram uden for Kabul. Overførslen af disse fanger kan påbegyndes inden for de kommende seks måneder. Pierre-Richard Prosper, USA's ambassadør i spørgsmål om krigsforbrydelser, har i denne uge stået i spidsen for et amerikansk besøg i Mellemøsten, og han fortæller, at der forhandles om lignende aftaler med Saudi-Arabien og Yemen, der også har et betydeligt antal statsborgere blandt fangerne på Guantánamo. Prosper holdt møder i Saudi-Arabien søndag og mandag, men forhandlingerne blev afbrudt efter meddelelsen om kong Fahds død. Første skridt Beslutningen om at flytte over 20 procent af fangerne i Guantánamo til Afghanistan og stort set at rømme fængslet på Bagrambasen er et led i en større plan om at foretage en kraftig begrænsning i antallet af 'fjendtlige kombattanter' i amerikansk varetægt. Højtstående amerikanske talsmænd siger, at aftalen med Afghanistan er første vigtige skridt i bestræbelserne på at nedbringe antallet af fanger i Guantánamo til en lille hård kerne af personer, som USA ventes at tilbageholde på ubestemt tid. Fangelejr lukkes ikke »Det er ikke et forsøg på at lukke Guantánamo. Den ordning, vi har aftalt med den afghanske regering, er derimod seneste skridt i det, der længe har været vores politik - nemlig at vi må holde farlige fjendtlige kombattanter væk fra kampzonen«, sagde Matthew Waxman fra det amerikanske forsvarsministerium, da han havde forladt Kabul sammen med Prosper. »USA ønsker ikke at være verdens fangevogter. Vi finder det mere hensigtsmæssigt at uddelegere den opgave til vores koalitionspartnere«. USA har længe været under pres fra kritikere i udlandet og derhjemme for sin håndtering af fanger med uafklaret juridisk status. Der har været beskyldninger om fangemishandling og stærk kritik af, at fanger har været tilbageholdt i årevis uden retssag. USA's præsident George W. Bush inviterede under sit besøg i Danmark for en måned siden pressen til Guantánamo. Belastning for Bush »Guantánamosagen er tydeligvis en belastning for Bushregeringen, og man lægger nu vægt på at få tømt fængslet«, siger John Sifton, der beskæftiger sig med Afghanistan og fangespørgsmål for menneskeretsgruppen Human Rights Watch. »Det er ikke nogen sejr for menneskerettighederne, hvis en hel gruppe mennesker, der er berøvet deres frihed, blot flyttes til et andet sted, hvor de fortsat vil være udsat for ulovlig frihedsberøvelse«. USA håber at kunne overdrage 129 saudiarabere og 107 yemenitter fra Guantánamo til myndighederne i deres respektive hjemlande. Hvis den amerikanske regering får aftaler på plads om at hjemsende fanger fra alle tre lande, vil antallet af fanger i det amerikanske fængsel falde med 68 procent, fra 510 til 164.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her