IRA's fredserklæring modtages med skepsis

Mere end 30 års konflikt har gjort IRA til en yderst disciplineret guerillagruppe, som bekæmper briterne, gennemtvinger sin egen rå og selvtægtsprægede retfærdighed i de nationalistiske områder og står i spidsen for et meget indbringende kriminelt imperium. Så det kan næppe undre, at mange ser med skepsis på IRA's erklærede skrinlægning af den væbnede kamp. Ikke fortid Den republikanske gruppering har adskillige gange tidligere lagt våbnene fra sig, men kun for kort tid efter at finde dem frem igen - endda nogle gange ved bogstaveligt at grave dem op, år eller generationer senere. »De er ikke fortid. Ud fra IRA's officielle erklæring står det meget klart, at IRA's våbencelle stadig kontrollerer folk og fortæller dem, hvad de skal lave. For at bevare kontrollen bliver de nødt til at bevare en eller anden form for våben«, siger James Dingley, lektor i terrorisme og politisk vold ved University of Ulster. Falske forhåbninger IRA erklærede torsdag, at de vil indstille den væbnede konflikt imod det britiske overherredømme i Nordirland, men hverken de protestantiske 'unionister', der vil bevare tilknytningen til Storbritannien, eller mange katolikker, tager erklæringen for gode varer. »I løbet af de sidste syv år har vi været vidne til mange lovende erklæringer. Men de viste sig alle at være intet andet end falske forhåbninger. Hvor oprigtigt IRA mener det denne gang, vil vise sig i de tiltag, organisationen nu vil gøre for at føre erklæringen ud i livet«, siger Fine Gael fra Irlands største oppositionsparti. »Lav profil« Lige siden IRA opstod som den nye irske stats officielle hær under den anglo-irske krig fra 1919-1921, har organisationen udkæmpet mange slag for at bringe briternes overherredømme over Irland til ophør, og den har ofte beskyldt myndighederne for at behandle katolikker som britiske andenrangsborgere. »De har aldrig trukket sig helt tilbage, og de har altid gjort det lysende klart for deres tilhængere, at de ikke har tænkt sig at forsvinde. De holder bare lav profil i en stund«, siger Dingley. Selv efter at IRA blev gjort ulovlig i Irland i 1930'erne og i årtier var forvist til det politiske ingenmandsland, påmindede en række bombeeksplosioner i Storbritannien i 1939 og i 1950'erne om, at IRA stadig eksisterede. »Alene deres (IRA's, red.) historie gør, at mange i Nordirland simpelt hen ikke tror på dem«, siger Dingley. Og selv i IRA's katolske højborge og blandt organisationens tilhængere i arbejderklassen er der kun få, der oprigtigt forventer, at våben og kriminalitet snart vil være en saga blot i nordirsk politik. Erklæring er hørt før »Erklæringen vil blive mødt med apati. Vi har hørt det hele før. IRA er blevet til en flok røvere og banditter, og de har gjort mange mennesker vrede. Så den vigtigste grund til, at de har brug for våbnene, er for at beskytte sig selv«, siger det tidligere IRA-medlem Tommy Gorman. Det opsigtvækkende drab på den katolske familiefar Robert McCartney tidligere i år skadede IRA's historiske rolle som værn imod britisk brutalitet og protestantisk forfølgelse. Og trods våbenhvilen fra 1997 ses lokale IRA-ledere stadig opføre sig brutalt og ty til hårde afstraffelsesmetoder, blandt andet forskellige terrorist-taktikker, for at bevare kontrollen med de nationalistiske områder. Det bliver svært for IRA, der blev beskyldt for at stå bag et stort væbnet bankrøveri til mere end 280 millioner kroner i Belfast sidste år, at trække sig ud af sit indbringende kriminelle imperium - et imperium, der menes at være mange millioner pund værd. Overættelse: Frederikke Ingemann Hansen