Nogle er kriminelle, andre er analfabeter eller har fysiske handikap, mens andre igen er medlemmer af terror- eller oprørsgrupper. Sådan lyder den hårde dom over »alt for mange ansatte« i det nye irakiske politi i en 100 sider lang rapport, som Det Amerikanske Forsvarsministerium offentliggjorde mandag. Elendig kvalitet Ifølge talsmænd i Pentagon, som den amerikanske tv-station CNN har talt med, er antallet af fuldt uddannede irakiske politifolk på nuværende tidspunkt oppe på 63.000. USA's håb er, at man kan nå at få trænet og udstyret 135.000 irakiske politifolk inden 2006. Men ifølge den nye rapport har koalitionsstyrkerne, der godkender og træner de nye rekrutter, haft alt for meget fokus på antallet af irakiske politifolk, mens selve kvaliteten af de udvalgte har fået for lidt opmærksomhed. »Der er en opfattelse af, at træningsprogrammerne har produceret 'kanonføde' - et antal nominelle politifolk, der er ude af stand til at forsvare sig selv for slet ikke at tale om den irakiske offentlighed«, står der i rapporten, der påpeger, at 1.600 irakiske politibetjente er blevet dræbt alene det sidste år. Oprørere i uniformer Samtidig slår den nye rapport fast, at »der er tilstrækkeligt med beviser til at konkludere, at der har været oprørere i det irakiske politis rækker«. Adskillige selvmordsangreb er eksempelvis blevet udført af irakere iklædt politiuniformer. Ifølge nyhedsbureauet Reuters har en del af terroristerne sandsynligvis fået fat i uniformerne ved at lade sig indrullere i politistyrkerne. Tvivlsom loyalitet Ifølge den britiske avis The Guardian må der også stilles et stort spørgsmålstegn ved dele af de irakiske politistyrkers loyalitet over for det nye irakiske regime. Avisen påpeger, at mere end trefjerdedele af politistyrken i den irakiske by Mosul enten forlod deres post eller direkte hjalp oprørerne, da byen i november gjorde oprør mod de amerikanske styrker. Den nye rapport er et slag i ansigtet på den amerikanske hærledelse, der hele tiden har holdt fast i, at koalitionsstyrkerne først vil forlade Irak, når de irakiske sikkerhedsstyrker er effektive nok til selv at overtage kontrollen med landet. Rapporten er ikke overraskende for mange almindelige irakere, der i stigende grad er begyndt at frygte det irakiske politi lige så meget som både kriminelle og oprørere. »Nogle gange ved vi ikke, hvem fjenden er«, fortalte forretningsmanden Ismael Mahmoud for nylig til Reuters. Hans fætter Mohammed blev anholdt af irakisk politi for en måned siden og blev siden fundet død. Krævede bestikkelse Ifølge Ismael Mahmoud arbejdede Mohammed sammen med sin far på markedet i Bagdad, da en specialenhed under irakisk politi 30. juni dukkede op og spurgte efter en mand ved navn Ahmed. De fandt ingen Ahmed, men tog alligevel fire personer med alligevel. Deriblandt Mohammed. Ifølge Mohammeds fætter begyndte pårørende dagen efter at lede efter Mohammed. De besøgte seks eller syv politistationer og mødte flere politifolk, der fortalte, at Mohammed havde det godt, men de krævede også bestikkelse for at sikre Mohammeds fortsatte sikkerhed og løsladelse. »Vi gav en (politimand, red.) en mobiltelefon, lovede en anden et køleskab og betalte en million dinarer (lidt over 4.000 kr.) i bestikkelse, men vi fik stadig ikke udleveret Mohammed«, fortæller Ismael Mahmoud. Fyldt med skudhuller Efter tre uger gav familien omsider op og besøgte det lokale lighus, hvor de 22. juli fandt Mohammeds lig. Ifølge personalet blev Mohammeds lig bragt til lighuset, dagen efter at han var blevet anholdt. Hans lig var ligesom ligene af de tre andre, der blev fundet sammen med ham, fyldt med skudhuller. Tidligere på måneden blev medlemmer af en anden irakisk specialenhed beskyldt for at have slæbt ti mistænkte oprørere ud fra et hospital og efterlade dem bag i en politibil i 45 graders varme uden ventilation. Alle ti døde, og det irakiske indenrigsministerium har ifølge Reuters nu indledt en undersøgelse af episoden. Den nye rapport anbefaler nu, at koalitionsstyrkerne overlader både træning og rekruttering af politifolk til det irakiske indenrigsministerium. »Ellers vil forsøget på at hjælpe med at oprette et effektivt politikorps mislykkes«, lyder advarslen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Sorlannguaq Maria Ravn Lind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
50 år
»Det var en hård kamp at vælge den, jeg elskede«
Klumme af Anders Jerichow
Han har sammenlignet løberne omkring Søerne med en hel intensivafdeling
Lyt til artiklenLæst op af Thomas Bredsdorff
00:00




























