Både Østrig og Cypern forsøger til det sidste at skabe tvivl om de forhandlinger om tyrkisk EU-medlemskab, som skal begynde 3. oktober. Netop som en ny europæisk meningsmåling i går afslørede stor modstand mod tyrkisk medlemskab, satte de to lande nye spørgsmålstegn ved beslutningen på et ministermøde i Bruxelles. 'Et alternativ vil være klogt' På trods af at det britiske formandskab - som er stærk tilhænger af tyrkisk medlemskab - forsøgte at undgå en debat, tog den østrigske udenrigsminister ordet for at kritisere kommissionens forslag til forhandlingernes forløb. »Vi har altid ment, at det ville være klogt at opstille et helt klart alternativ til medlemskab«, sagde udenrigsminister Ursula Plassnick. Hun gik dog ikke helt så vidt som den østrigske finansminister, Karl-Heinz Grasser, der i Financial Times i går udtrykte tvivl om datoen for forhandlinger. »Kroatien og andre Balkanlande har mere ret til at komme med i EU end Tyrkiet«, sagde Grasser, der i modsætning til udenrigsministeren er medlem af det højreekstremistiske Frihedsparti. Ikke rette øjeblik I andre EU-lande og i kommissionen er der frygt for, at Østrig kan finde på at kræve forhandling med Kroatien samtidig med Tyrkiet - selv om de kroatiske forhandlinger foreløbig er udsat på grund af manglende samarbejde med den internationale krigsforbryderdomstol. »Østrig vil have adskilte standarder: Flere krav til Tyrkiet og færre til Kroatien«, sagde en diplomat. Storbritanniens udenrigsminister, Jack Straw, forsøgte på vegne af formandskabet at feje kritikken af bordet ved at sige, at »det ikke er det rette øjeblik« til den debat. »Vi har besluttet, at forhandlingerne skal begynde til oktober. Tyrkiets fremtid ligger i EU«, sagde Straw, der dog lægger op til en dybtgående diskussion på et uformelt ministermøde i Wales i september. Samme holdning indtog det danske udenrigsministeriums direktør, Friis Arne Petersen, der deltog i mødet som stedfortræder for den ferierende Per Stig Møller. »Alt tegner til, at vi kan gå i gang med forhandlingerne 3. oktober som planlagt, hvis ellers tyrkerne fortsat opfylder alle krav om ikke mindst overholdelse af menneskerettigheder. Jeg har svært ved at se et medlemsland bremse den beslutning nu«, sagde Friis Arne Petersen. Ny meningsmåling Kritikken kommer på et tidspunkt, hvor EU-kommissionen netop har offentliggjort en ny meningsmåling foretaget blandt næsten 30.000 EU-borgere, som afslører stigende utilfredshed med beslutningen om forhandling med Tyrkiet. Ifølge undersøgelsen støtter kun 35 procent af de adspurgte, at Tyrkiet bliver medlem - mens over halvdelen er direkte imod. I de 15 'gamle' EU-lande er støtten kun 32 procent for tyrkisk medlemskab. Modstanden er størst i netop Østrig, hvor hele 80 procent er imod optagelse af Tyrkiet. Men også i Tyskland og Frankrig ser cirka to tredjedele af borgerne helst tyrkerne holdt ude. Men det britiske EU-formandskab ser ikke den store folkelige modstand som et argument for at fortryde forhandlingernes start i oktober. »Jeg er klar over den kontrovers, der er i øjeblikket«, sagde Jack Straw. »Men hvis forhandlingerne fører til medlemskab, vil det først ske om 10 år. Og inden da er det op til hvert enkelt medlemsland at bestemme - enten i parlamentet eller ved folkeafstemning - om de vil have Tyrkiet med i EU«, sagde han. Folkeafstemninger Både Østrig og Frankrig har annonceret, at de vil udskrive folkeafstemninger om tyrkisk medlemskab. Østrigerne stod ikke alene med deres tvivl i går, hvor også Cypern kritiserede Tyrkiets manglende underskrivelse af en protokol, som indirekte vil anerkende den græsk-cypriotiske regering efter 25 års strid om østaten i det østlige Middelhav.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lotte Folke Kaarsholm
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Debatindlæg af Kristian Jersing
Nej, du skal ikke have et sabbatår. Få dig et sabbatliv. Et, hvor du ikke kun lever i weekenderne og i ferierne
Lyt til artiklenLæst op af Kristian Jersing
00:00
tema
Han var rig, men boede i et faldefærdigt hus og spiste roer til aftensmad
Lyt til artiklenLæst op af Emil Bergløv
00:00




























