Van Goghs morder: »Jeg ville gøre det igen«

Lyt til artiklen

Anklageren vil have Mohammed Bouyeri fængslet på livstid. Og det vil den anklagede også selv. På andendagen af retssagen mod Mohammed Bouyeri, tog han selv ordet og erkendte, at det var ham, som slog filminstruktøren Theo van Gogh ihjel på åben gade. »Jeg tager det fulde ansvar. Det ville være kujonagtigt, hvis jeg gemt mig bag spillets regler ved ikke at sige noget og forsøge at undgå muligheden for at få den maksimale straf«, sagde Bouyeri ifølge nyhedsbureauet AP. »Jeg gjorde det alene ud fra min overbevisning. Og bliver jeg nogensinde fri, vil jeg gøre det igen«, fortsatte han. Vil altid være farlig Mohammed Bouyeri har nægtet at lade sig forsvare og gjorde i retssalen intet for at vinde sympati. Henvendt til Van Goghs mor blandt tilhørerne, sagde han: »Jeg føler ikke din smerte. Jeg må indrømme, at jeg ingen sympati har for dig. Jeg kan ikke føle for dig, for jeg mener du er en ikke-troende«. Anklageren Frits van Straelen tror altid Bouyeri vil være en fare for samfundet, hvis man løslader ham. »Den anklagede prædiker et budskab om had og vold. Han prædiker, at enhver som tænker anderledes kan dræbes ... Han er og forbliver en fare for vores samfund«, siger van Straelen. En terrorhandling Fordi Mohammed Bouyeri ikke vil lade sig forsvare, regner man med, at der kan afsiges dom i sagen allerede den 26. juli. Anklagen lyder altså på mord, men statsadvokaturen kalder mordet en terrorhandling, fordi van Gogh blev myrdet på grund af sin kritik af den fundamentalistiske islam. Van Gogh havde instrueret en film om muslimsk kvindeundertrykkelse, 'Submission', hvis manus var skrevet af det hollandske parlamentsmedlem Ayaan Hirsi Ali. Hun har siden været under politibevogtning 24 timer i døgnet. Efter først at have skudt og dræbt Van Gogh efterlod morderen et brev adresseret til hende, naglet fast på Van Goghs krop med en kniv.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her