G8-demonstranter afspærrer veje i Skotland

Politifolk ifærd med at fjerne aktivister, der spærrer M9 motorvejen til Gleneagle. - Foto: AP
Politifolk ifærd med at fjerne aktivister, der spærrer M9 motorvejen til Gleneagle. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Maskerede anti-globaliserings aktivister og anarkister smadrede bilruder og forsøgte at blokere en af hovedvejene til det eksklusive feriested Gleneagle, hvor G8-statslederne mødes senere i dag. De flere hundrede aktivister strømmede blandt andet til den i forvejen lukkede M9 motorvej, der fører til Gleneagle, men blev standset af talstærkt og kampklædt politi. De fleste af aktivisterne strømmede mod Gleneagles fra en campinglejr i Stirling, hvor op mod 5.000 aktivister har slået lejr. Jernstænger I den nærliggende Bannockburn gik aktivisterne, nogle maskeret med elefanthuer og bevæbnet med jernstænger, amok og smadrede bilruder og kastede med sten efter politibiler. Efterfølgende angreb de de udkommanderede politistyrker og en enkelt Burger King restaurant. Demonstranterne siger, at de vil gøre deres til for at forhindre statslederne i at gennemføre topmødet, som de ikke mener hjælper de fattigste lande, på trods af at gældseftergivelse til afrikanske lande står øverst på mødets dagsorden. Dansker blandt demonstranter Johanne Schmidt-Nielsen har sammen med fem andre fra Enhedslisten været i Skotland i en uges tid. Hun var med i vejblokaden i nat, men valgte at forlade den sammen med den gruppe danskere hun fulgtes med, da det kom til sammenstød mellem politi og demonstranter. »Formålet med aktionen var at forsinke topmødet, hvor verdens mest magtfulde ledere vil diskutere fattigdom. Men tusindvis af børn dør på grund af den politik, disse lande fører. Derfor vil vi forhindre dem i at mødes«, siger Johanne Schmidt-Nielsen til Ritzau. »Vi gik i gang klokken tre i nat, men politiet mødte op med hunde, skjolde og helikoptere, så vi nåede ikke frem. Vi forlod området omkring klokken fem«, siger hun. Tidlig onsdag morgen tog hun toget sammen med gruppen af danskere mod Gleneagles for at deltage i en af de store officielle demonstrationer mod topmødet. 40 busser med demonstranter Også i Edinburgh var der mindre grupper af aktivister, der gik på gaden, men grupperne var hele tiden stærkt mandsopdækket af politiet. Aktivisterne har planlagt demonstrationer senere i dag i byen Auchterarder nord for Gleneagles. Omkring 40 busser var planlagt til at køre protesterne nord på. G8 statslederne ankommer til Gleneagles i løbet af eftermiddagen, og resten af dagen vil der være uformelle møder mellem lederne, før der tages hul på de officielle møder i morgen. Flere tusinde mennekser forventes ankomme til Edinburgh, hvor den sidste Live 8 koncert holdes i aften i Murrayfield stadium. Bob Geldof, som står i spidsen for Live 8 kampagnen, ankom til Edinburgh i går, hvor han opfordrede og håbede på en million mennesker vil dukke op i Edinburgh for at presse statslederne til at bekæmpe fattigdom.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her