Dæmpet israelsk kritik af dansk kontakt med Hamas

Lyt til artiklen

»Hamas er en del af problemet, ikke en del af løsningen«. Det svarer talsmanden i det israelske udenrigsministerium, Mark Regev, på spørgsmålet om, hvordan Israel stiller sig til, at mange europæiske lande, heriblandt Danmark, i deres bistandsprojekter samarbejder med medlemmer af den islamiske Hamasbevægelse, som både Israel, USA og EU opfatter som en terrororganisation. »Vi opfordrer Danmark til at give en klar melding til de moderate palæstinensiske kræfter. De, der har forpligtet sig til demokrati og fred, om, at de er samarbejdspartneren. Og ikke være eftergivende over for ekstremisterne, der er imod demokrati og har forpligtet sig til jihad (hellig krig, red.)«, siger Mark Regev. Demokratisk valgt Men så simple er tingene ikke. I Gaza har Hamas ved demokratiske valg vundet flertallet i tre ud af ti kommuner, hvor danske bistandsmidler bliver brugt til at bygge veje, kloakker og anden infrastruktur. Skal Danmark standse infrastruktursamarbejdet i de byer, hvor borgmestrene er fra Hamas?

»Vi beder indtrængende Danmark og det internationale samfund i det hele taget om at hjælpe det palæstinensiske folk med at opbygge institutioner og demokrati og med at bygge infrastruktur. Ikke mindst nu, hvor vi trækker os ud af Gaza, er det vigtigt at støtte det palæstinensiske folk«, siger Regev. Så er der altså et dilemma?

»Det er vigtigt at blive ved med at støtte det palæstinensiske folk, men Danmark må på ingen måde sende en melding om, at man samarbejder eller fører dialog med Hamas. Vi håber, at (den palæstinensiske præsident, red.) Mahmoud Abbas vil stå for god regeringsførelse og vil afvæbne terrorgrupperne, når vi trækker os ud af Gaza«, slutter Regev. Dagligt samarbejde Til daglig samarbejder Israel direkte med Hamasborgmestrene. Det foregår via den såkaldte civiladministration, der er en særlig enhed under det israelske forsvarsministeriums koordinator i de besatte områder, og som er ansvarlig for den palæstinensiske civilbefolkning i Gaza og på Vestbredden. »I princippet har vi ingen kontakt med Hamas«, siger Adam Avidan, der er talsmand for civiladministrationen, »men der er lokalråd, hvor man har indvalgt medlemmer af Hamas, som ikke har noget med terror at gøre. Og er der humanitære, sundhedsmæssige eller infrastrukturproblemer, så som vand og el i de områder, er det i vores fælles interesse at løse dem«. Taler sammen Adam Avidan fortæller, hvordan en repræsentant for civiladministrationen for nylig var taget til byen Jayush på Vestbredden for at finde en løsning på befolkningens problemer med militæret, der i en periode havde nægtet at åbne den såkaldte landbrugsport i i sikkerhedshegnet og dermed havde forhindret landsbyens indbyggere i at nå deres marker. »Mens vores mand var i området, kom borgmesteren fra Jayush, der er medlem af Hamas, men som ikke har noget med terrorvirksomhed at gøre. De to blev introduceret og talte sammen om problemet, der blev løst«, siger Adam Avidan. Så selvom Israel opfatter Hamas som en terrororganisation, optræder Israel ikke anderledes over for valgte Hamasborgmestre end Danmark. Praktisk samarbejde uden politisk dialog. Hamas indrømmer samarbejde Omvendt indrømmer Hamasborgmestrene, at selvom deres organisation ikke anerkender staten Israels eksistens, så arbejder de villigt med Israel og civiladministrationen om dagligdagens praktiske problemer. Mohamad al-Masri, der er valgt som borgmester på Hamas' liste på Vestbredden, siger: »Vi har ingen problemer med at tale med hvem som helst, som kan hjælpe os«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her