FBI kendte til Koran-skændinger på Guantánamo

Lyt til artiklen

Dokumenter fra det amerikanske forbundspoliti, FBI, viser, at internerede på den amerikanske Guantánamobase i Cuba allerede i 2002 klagede over, at ansatte på basen vanærede muslimernes hellige bog, Koranen. Klagerne falder i tråd med de oplysninger, det amerikanske nyhedsmagasin Newsweek fremkom med tidligere på måneden, der bl.a. gik ud på, at et eksemplar af Koranen var blevet skyllet ud i et af basens toiletter. Newsweek valgte siden at trække artiklen tilbage med den begrundelse, at kilden til oplysningerne ikke længere var sikker på, hvor troværdige, de var. Identiske oplysninger i nye dokumenter Men nu dukker identiske oplysninger op i FBI-dokumenter, som den amerikanske borgerretsgruppe American Civil Liberties Union (ACLU) har fået adgang til. Blandt de over 300 sider dokumenter, ACLU har fået udleveret, er en hidtil hemmeligstemplet afhøring af en fange på Guantánamobasens Camp Delta i slutningen af juli 2002. Fange fortæller Denne fange, hvis navn fortsat er hemmeligholdt, fortæller, ifølge afhøringsrapporten, at han inden sin tilfangetagelse ikke havde noget imod USA. Han tilføjer dog, at fangevogterne på Guantánamobasen »ikke behandler ham godt«. »Deres opførsel er dårlig. For omkring fem måneder siden gennembankede fangevogterne fangerne. De skyllede en Koran ud i toilettet«, hedder det videre i den knap to år gamle afhøringsrapport. Embedsmænd benægter ikke Koran-skænding Newsweek skrev 9. maj, at amerikanske militærefterforskere havde fundet beviser for, at amerikanske vagter på Guantánamobasen havde forsøgt at gøre fanger, der stod foran afhøringer, møre ved bl.a. i et tilfælde at have skyllet et eksemplar af Koranen ud i et af basens toiletter. Inden offentliggørelsen af artiklen, fremlagde Newsweek oplysningerne for to embedsmænd i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon. Den ene embedsmand ønskede ikke at kommentere oplysningerne, den anden havde indvendinger mod et enkelt punkt i artiklen, men ikke oplysningen om Koranen, der var blevet skyllet ud i toilettet. Skændingen benægtes efter artiklen Da Newsweeks derefter offentliggjorde artiklen, førte den til voldsomme uroligheder i den muslimske verden. Flere end 15 mennesker omkom i forbindelse med urolighederne, der var mest omfattende i Afghanistan. Efterfølgende tog både Det Hvide Hus og Pentagon kraftigt afstand fra oplysninger i Newsweeks artikel. Få dage senere valgte Newsweek at trække sin artikel tilbage. Torsdag omtalte de to fremtrædende, amerikanske aviser New York Times og Washington Post de 300 sider FBI-dokumenter, det er lykkedes ACLU at få udleveret.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her