En halv snes år for kong Chirac

Det bliver uden lagkage, champagne og smældende trikolorer. Når Jacques Chirac i dag fejrer sit tiårsjubilæum på posten som Frankrigs præsident, bliver det højst med hustruen Bernadette og en flaske rødvin for nedrullede gardiner i det imposante Élyséepalæ i Rue du Feaubourg-Saint Honoré. For Chirac ved, at tiåret er den skarpe kant, som kun to præsidenter har overskredet før ham: Charles de Gaulle og François Mitterrand. Træder varsomt For dem begge markerede tiårsjubilæet et vendepunkt, der førte til deres politiske deroute og endelige fald, og Chirac ser ingen grund til at friste skæbnen. Der kan være god grund til at træde varsomt. Kviksølvet synes i disse dage for alvor at sive ud af holdningstermometeret, og befolkningens opbakning til Chirac er nu mindre end lunken. Kun 32 pct. af franskmændene har tiltro deres statsleder, og sølle 22 pct. til Chiracs premierminister, Jean-Pierre Raffarin. Indenrigspolitisk uføre Hvad er så forklaringen på Chiracs ringe opbakning i befolkningen? Næppe udenrigspolitikken. De fleste franskmænd giver ham tværtimod ganske gode karakterer for hans håndtering af Frankrigs internationale relationer - ikke mindst da han i 2003 gik USA's George Bush midt imod og truede med at bruge sit veto i FN's Sikkerhedsråd for at forhindre den amerikanskledede krig i Irak. Skal man finde en nogenlunde fyldestgørende forklaring, må man derimod rette blikket mod indenrigspolitikken. En af hovedårsagerne til Chiracs skrumpende popularitet skal nemlig findes i en nærmest sydende utilfredshed med den konservative regerings sociale politik, for på dette for mange franskmænd afgørende område har Chirac gang på gang svigtet sine vælgere i sine ti år ved magten. Upopulære reformer Første gang i maj 1995. Som nyvalgt præsident svor han at »mindske den sociale kløft« i det franske samfund, for blot få måneder efter pludselig at ændre hovedprioriteten til at mindske underskuddet på statsbudgettet og lade sin daværende premierminister, den elitistiske teknokrat Alain Juppé, indlede en større reform af sygesikringen og pensionssystemet. Millioner af franskmænd gik på gaden, omfattende strejker lammede landet, og regeringen måtte trække reformen tilbage. Vælgernes dom var ubarmhjertig, og Juppés regering blev sendt ud i kulden ved valget i 1997. Ringe valg i 2002 Historien gentog sig i 2002, da Chirac selv fik vælgernes bitterhed at føle. I første runde af det franske præsidentvalg høstede han blot 19,8 pct. af stemmerne - det dårligste resultat nogensinde for en siddende præsident. Men socialisternes kandidat Lionel Jospin røg ud til fordel for det yderste højres leder Jean-Marie Le Pen, og i anden runde stemte også socialisterne på Chirac for at holde Le Pen fra magten. Chirac blev valgt med 82 pct. af stemmerne. Vel vidende, at han skyldte venstrefløjens vælgere en stor del af sejren, lovede han højtideligt at være hele landets præsident. »Dette valg forpligter mig«, som han alvorsfuldt erklærede. Nye reformer Men igen fik reformiveren overtaget og nedskæringskniven en tur på slibestenen. Pensionsalderen blev sat op, sygesikringen reformeret, og skatten lettet for de højeste indkomstklasser. Straffen udeblev ikke: Ved regionalvalgene i marts 2003 mistede UMP flertallet i stort set samtlige regioner, og ved valget til EU-parlamentet et par måneder efter gik partiet kraftigt tilbage. Denne gang lovede Chirac intet, men ymtede i stedet blot: »Jeg har hørt beskeden«. Alligevel fortsatte regeringen ufortrødent sin politik, og Chirac udnyttede sin position til at udnævne tro undersåtter på samfulde vigtige poster i den franske republik, alt imens ledigheden og antallet af fattige og folk på overførselsindkomster fortsatte sin himmelflugt. Arrogant og virkelighedsfjern I mange franskmænds øjne fremstår Chirac derfor i dag som en aldrende og temmelig arrogant og virkelighedsfjern folkevalgt monark, der har mistet følingen med samfundet og forbindelsen til folket. Ja, de mest kritiske kommentatorer drager sågar spydige paralleller til solkongen Louis XIV og kalder hånligt præsidentstyret for la Chiraquie. Det virkelighedsfjerne indtryk blev yderligere forstærket, da Chirac for nylig tog del i en tv-debat med 82 unge, der næsten alle udtrykte ængstelse for deres fremtidsudsigter. 'Jeg forstår ikke jeres angst' Chiracs svar? »Jeg forstår ikke jeres angst«, lød det fra den 72-årige præsident til repræsentanterne for en generation, hvor omkring hver femte under 25 er arbejdsløs og lever under fattigdomsgrænsen. I modsætning til de Gaulle og Mitterrand risikerer Chirac imidlertid, at han ikke bliver det eneste offer for sin egen svindende popularitet. 10-årsjubilæet kommer knap fire uger før afstemningen om EU-forfatningen, og både Chirac og regeringspartiet UMP frygter, at vælgernes mistillid risikerer at smitte af på resultatet 29. maj. I store dele af sin præsidentperiode har Chirac ofte brugt EU som syndebuk for de upopulære stramninger og økonomiske reformer i et forsøg på om ikke at dæmpe harmen blandt befolkningen så i det mindste rette den væk fra sig selv. Først med argumentet om at økonomien skulle trimmes op til euroens indførelse, og siden med den begrundelse at Bruxelles insisterede på, at Frankrig skulle overholde stabilitetspagtens strenge mindstekrav om budgetdisciplin og udlandsgæld. Afstemning om EU's fremtid - ikke Chiracs Eftersom Chirac adskillige gange har brugt EU's krav som undskyldning for sin egen liberale politik, er der mange franskmænd, som rynker på næsen af, at han i sin kampagne for et ja til forfatningen forsøger at overbevise sine skeptiske landsmænd om, at teksten ikke blot sikrer social lighed men samtidig også er det bedste bolværk mod en utæmmet angelsaksisk liberalisme. Chirac er dog udmærket klar over, at mange vælgere pønser på at sende forfatningen i gulvet for at demonstrere deres utilfredshed med hans urokkelige styre. Og for at gøre det mindre fristende for de frustrerede vælgere at stemme nej til forfatningen af den grund, har han for længst kundgjort, at han ikke er til sinds at lade sig påvirke af resultatet. Afstemningen handler om EU's fremtid - ikke hans. Den må vælgerne vente med at tage stilling til nogle år endnu, indtil hans femårige valgperiode udløber i 2007.