Selv om det er den 22-årige Lynndie England, der i denne uge er for en krigsret på basen Fort Hood i Texas, har hendes tidligere kæreste, faderen til hendes søn og den allerede dømte leder af fangemishandlingen i Abu Ghraib konstant spillet en central rolle i retssalen. Tirsdag eftermiddag, da andendagen af Englands retssag netop var slut, sikrede korporal Charles Graner sig med vanlig sans for selvpromovering den absolutte hovedrolle - uden at ytre et ord, og en dag inden han selv sætter sig i vidneskranken. Åbent brev til pressen Graner afsoner i øjeblikket sin dom på 10 års fængsel i et militærfængsel i Kansas, men han har i et par dage været klar til at vidne på Fort Hood, hvor han iklædt fuld uniform, medaljer og håndjern har ventet i et vidnelokale i retten. Heller ikke tirsdag nåede man frem til hans vidneudsagn, men da han blev ført bort fra retsbygningen, så han sit snit til at aflevere et åbent brev til pressen. I brevet, som Graner tavst stak i hånden på en tv-fotograf, kalder han det »meget oprørende, at Lynn (Lynndie England, red.) har erklæret sig skyldig«, og han henviser til, at han ved, hvad der virkelig skete i Irak. Ordre til mishandling Graner levner ingen tvivl om, at hans tidligere kæreste erklærer sig skyldig alene for at få en mildere straf, men han insisterer samtidig på, at regeringen er fuldt bekendt med, at der blev afgivet ordrer til fangevogterne om at mishandle irakiske fanger i Abu Ghraib. Graner henviser specifikt til en navngiven efterforskningsagent, special agent Ramero, som han siger i øjeblikket gør tjeneste på Fort Hood. Men han skal også være manden, der gav Graner og hans kolleger ordre til at give 'særbehandling' til en irakisk fange, de amerikanske soldater kaldte 'Gilligan'. 'Oprørende' Det er den fange, der på et fotografi står på en kasse med hætte over hovedet og ledninger hæftet til sine fingre, tæer og penis. Der var ikke strøm i ledningerne, men det vidste irakeren ifølge eget udsagn ikke. »Det er mere oprørende for mig at vide, at specialagent Ramero er tilknyttet Den Kriminelle Efterforskningsenhed ved Fort Hood. (.) Regeringen ved alt om dette. Både Ivan Frederick (tidligere fangevogter, idømt 8 års fængsel, red.) og jeg har aflagt edsvorne erklæringer om hans opførsel og instrukser.« »Såvidt jeg er orienteret har regeringen ikke foretaget sig noget mod denne soldat, og han har fortsat job som ordenshåndhæver. Men det ville jo også spolere hele historien om de syv rådne æbler,« skriver Graner med henvisning til præsident George W. Bushs udtalelse om, at fangemishandlingen var et isoleret og enkeltstående tilfælde udført af »en håndfuld rådne æbler« blandt amerikanske soldater. Syv anklagepunkter Graner ventes onsdag at vidne på vegne af Lynndie Englands forsvar, ligesom hans ekskone, Stacy Morris, og den anklagedes mor, Terri England, ventes kaldt i vidneskranken. England er anklaget for syv tilfælde af sammensværgelse, mishandling, tjenesteforsømmelse og uanstændige handlinger. Eftersom hun allerede har erklæret sig skyldig, står kun tilbage at udmåle hendes straf, der kan gå op til 11 år, men ventes at blive betydeligt mildere. Mentale problemer Forsvaret førte tirsdag blandt andre Lynndie Englands tidligere skolepsykolog som vidne. Doktor Thomas Denne beskrev blandt andet, hvordan England blev født 'blå' og med akut iltmangel, og hvordan hun i hvert fald indtil femårsalderen stort set ikke ytrede et ord. »Det var ikke fordi hun ikke kunne, men fordi hun ikke ville tale,« forklarede Denne og beskrev videre en ungdom med alvorlige indlæringsvanskeligheder og mentale problemer. I modsætning til Charles Graner og andre tidligere dømtes forsvarere har Lynndie England endnu ikke forsøgt at argumentere med, at hun handlede efter ordrer fra folk højere oppe i det militære system. Forsvaret har hidtil fokuseret på korporal Graners dårlige indflydelse, gruppepres og Englands egne mentale begrænsninger.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Man skal være fatsvag for ikke at gennemskue Løkkes forsøg på at undersøge, om en midterregering kan blive en realitet igen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























