Der er vækst i USA. I hvert fald når det gælder antallet af personer, der sidder bag tremmer. Hele 2.131.180 tilbringer dagligdagen i et af USA's mange tusinde fængsler, viser den seneste årsopgørelse fra det amerikanske justitsministerium. Og tallet stiger med 2,3 pct. om året. I USA sidder 726 for hver 100.000 personer i fængsel. Det er næsten ti gange så mange som i Danmark og andre europæiske lande. Mange gengangere Og nogle grupper i det amerikanske samfund er særdeles hårdt ramt. Hele 12,6 pct. af alle sorte mænd i slutningen af tyverne sidder bag lås og slå. Det samme tal for hvide er 1,7 pct. En del af forklaringen på, at de amerikanske tal er så høje, er, at én gang fængsel meget ofte betyder altid fængsel. Inden for de første tre år på fri fod efter et fængselsophold er 2 ud af 3 nemlig tilbage bag tremmer. En anden forklaring er regeringens benhårde linje overfor kriminalitet. Mange sidder i fængsel på ubestemt tid for mindre forbrydelser som tyveri eller besiddelse af narko. Dyr fornøjelse De mange fængslinger har gjort de amerikanske samfund sikrere. Fra 1994 til 2003 er volden i USA faldet med over 33 procent. Men det er ingen billig fornøjelse at sætte så mange i fængsel. Det koster ifølge CNN omkring 125.000 kr. om året per indsat. Dermed bruger USA omkring 325 mia. kr. årligt på fængselssystemet.
Over to mio. i amerikanske fængsler
Lyt til artiklen