Hviderusland er i færd med at undertrykke »de sidste stemmer af fredelig kritik«, skriver Amnesty International (AI) i en ny rapport om landet, der kaldes det sidste diktatur i Europa. »Kritikere af det hviderussiske regime risikerer lange fængselsstraffe efter unfair retssager pga. en kompromitteret kriminalret. Det er senest blevet illustreret af en række yderst politiserede retssager med lange fængselsstraffe til følge«. Fem års straffearbejde Blandt de mange, som Amnesty har vurderet er samvittighedsfanger, er den tidligere minister Mikhail Marinitj, der i 2001 gik opposition og erklærede: »Det er umuligt for mig at tolerere det diktatoriske system, økonomisk misrøgt, bortførelse af politikere og konstant krænkelse af borgerlige rettigheder og frihed«. Ved årsskiftet blev den 64-årige Marinitj idømt fems år hårdt straffearbejde for 'svindel' med computere, som han havde lån til sin oppositionsgruppe fra USA's ambassade i Minsk. Erklæringer fra ambassaden om, at han havde dem retmæssigt, samt internationale protester medførte kun reduktion af straffearbejdet med halvandet år. Et utal af andre domme er fældet det seneste år for 'krænkelse' af præsidenten. Sidste år fik to ledere af strejkekomiteen for markedshandlende, Valerij Levonevskij og Aljaksandr Vasiljev, for opfordring til protest imod »en person, der drager på skiferie i Østrig for jeres regning«. Landets diktator, præsident Lukasjenko, er kendt for hyppige skiture til Østrig. Arrestationer af unge Blandt de ti nylige sager om officiel chikane imod politikere, aktivister og medier, som er omtalt i rapporten, er arrestation af mindst 30 deltagere i en demonstration på frihedsdagen 25. marts, hvoraf flere blev gennembanket, nægtet lægehjælp, og mindst en besvimede af sine kvæstelser i retten. Myndighederne går særligt hårdt frem imod medlemmer af ungdomsorganisationen Zubr, formentlig af angst for at den skal udvikle sig til et lige så effektivt våben imod magten, som ungdomsgrupper i Georgien og Ukraine var. »Siden valget og folkeafstemningen i oktober 2004, der fjernede begrænsninger af hans (Lukasjenkos) tid ved magten, synes præsident Lukasjenko at tage kontrol med det civile samfund og slå ned på den fredelige opposition med fornyet selvtillid«, skriver AI. Blandt nye love imod oppositionen er, at græsrodsorganisationer forbydes, hvis de har adresse i et privathjem.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























